Fortsæt til indhold

Vandkunst flyttes fra Storetorv

Arkiv
Arkiv

Områdefornyelsen i den sydlige del af Aabenraa bymidte er i fuld gang både i Rådhusgade og Søndergade. Næste etape bliver Storetorv, som skal fornyes til et moderne og fleksibelt torv med plads til aktiviteter og større events. Derfor begynder Horsens Stenhuggeri nu at tage den store skulptur Vandkunsten ned.
Værket vil efter nedtagningen komme på værksted for at blive renset og efterset, så det kan blive klar til genopstilling. Det forventes, at nedtagningen af værket vil tage et par måneder, og herefter vil Nørgaard Anlæg kunne gå i gang med fornyelsen af Storetorv.
Det er endnu ikke besluttet, hvor værket skal genopstilles. Det vil Vækst- og Udviklingsudvalget tage stilling til på mødet 19. januar.
“Storetorv er en vigtig plads midt i Aabenraa, der danner ramme om mange vigtige arrangementer. Det er en kvalitet, at torvet er så åbnet, så der både kan være julemarked og koncerter. Men torvet fungerer ikke optimalt på grund af niveauspring og Vandkunsten. Når det nye Storetorv får et gulv i ét niveau, bliver pladsen mere fleksibel, og tilgængeligheden bliver forbedret, så det bl.a. bliver lettere at komme rundt som handicappet eller gangbesværet,” pointerer formand for Vækst- og Udviklingsudvalget Philip Tietje.