Farvel til et livsværk
Frank Birkebæk stopper til august efter at have gjort Roskilde Museum til et stort kulturcenter
Mandag eftermiddag meddelte direktøren for Roskilde Museum Frank Birkebæk, at han stopper til august. Dermed kan han sige farvel til et livsværk, skabt gennem 40 år, hvor det lille beskedne bymuseum i Sankt Olsgade udvikledes sig til et stort foretagende i hele området. Den udvikling kan den nu 71-årige Birkebæk tage en meget stor del af æren for. Han forstod nemlig fra begyndelsen, at et museum skal forstå at fange tilskuernes - og dermed også de bevilgende politikeres - opmærksomhed. Derfor lagde han sammen med sin voksende gruppe af medarbejdere stor vægt på formidlingsarbejdet og anvendte hele tiden moderne teknologi på stadig flere områder. Derfor fremstår Roskilde Museum med dets mange forskellige afdelinger som et helt kulturcenter. Lige fra hovedudstillingen ved Sankt Ols Stræde over Frederikssund, det nyistandsatte Lejre Museum, Tadre Mølle, Lützhøffts Købmandsgård, domkirkemuseet til det nye 'Ragnarock'.
Carlsberg-legat
Roskilde Museum hører nu til landets allerstørste af sin type og har efterhånden tæt på 100.000 besøgende om året. Når det åbner med helt nye udstillinger efter den store ombygning, vokser tallet sikkert yderligere. Direktøren roser sine mange medarbejderes indsats og er samtidig glad for en bevågenhed fra Roskildes politikere, der gennem mange år har støttet hans planer. For sit arbejde modtog han for et år siden Ny Carlsbergfondets store hæderslegat på 250.000 kroner, hvilket blev begrundet i hans indsats for domkirkebyen, der rækker langt ud over museet. Han er engageret i katedralstadens vé og vel på mange fronter, samtidig med at han har haft viden og overskud til at spille en fremtrædende rolle i europæisk samarbejde indenfor sit område.
Fra Wied til sygehus
For de mange roskildensere, der kender ham, og som han har samarbejdet med, er prisen dog frem for alt en fortjent belønning for en vigtig og uegennyttig indsats. Lige fra oprettelsen af Gustav Wied-selskabet, hvor han blandt andet måtte påtage sig den tunge byrde at spise sig gennem Ædedolkenes berømte menu, som den er beskrevet i forfatterens kendte bog 'Livsens Ondskab'. Det gælder helt frem til engagementet i Sygehusgruppen, hvor han fortsat spiller en vigtig rolle for at få genoprettet en skadestue og bevare så mange jobs som muligt på hospitalet ved Køgevej.
Sammenhæng i Roskilde
- Når Roskilde klarer sig godt, skyldes det ikke mindst vores stærke identitet. Vi er stolte af vores by og ser os ikke som en del af København, men vil gerne gøre det selv, har Frank Birkebæk flere gange forklaret. Stoltheden over byens flotte fortid er med til at give roskildenserne en særlig identitet og selvforståelse. - Men samtidig er der gennem snart mange år opstået en særlig dynamik i byen, fordi så mange mennesker kender hinanden på kryds og tværs af traditionelle skillelinjer, efter at de har arbejdet sammen om lokale opgaver. - Festivalen har spillet en stor rolle i udviklingen af denne mentalitet, men der indgår også mange folk fra uddannelses-institutionerne, kulturlivet og sporten. - Denne sammenhængskraft i Roskilde giver samtidig en forståelse af, at vi er forpligtet til at hjælpe hinanden og skal udvikle vores by. På den måde bliver kultur også en vigtig social faktor, så kun få mennesker føler sig til overs eller holdt udenfor. - Dermed får de fleste et sjovere liv, og efter min mening er det en meget vigtig forklaring på, at tingene i øjeblikket går bedre i Roskilde end så mange andre steder, forklarer Frank Birkebæk.
Vi tør selv
Efter hans mening har den kulturelle kraft også økonomisk betydning, fordi den tiltrækker aktive mennesker, der er med til at starte og skabe noget, også når det gælder virksomheder og arbejdspladser. - På den måde forstærker kultur og handelsliv hinanden, og vi kan ikke undvære nogen af delene. - Når jeg taler med kolleger fra Helsingør, Hillerød eller Køge, definerer de deres problemer i forhold til København - og forventer så også en løsning derfra. Sådan er det heldigvis ikke i Roskilde, hvor vi tør gå i gang selv. Derfor tror jeg på en rigtig god fremtid for denne by, fortæller Frank Birkebæk. Blå bog 1975 får den 30-årige uddannede historiker Frank Birkebæk arbejde på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. 1977 flytter han til Roskilde Museum, som museumsinspektør. 1979 bliver han leder af for det lokale museum, der på det tidspunkt har tre ansatte og lever under beskedne forhold. 1982 overtages Lützhøfts Købmandsgård i Ringstedgade af kommunen og bliver en del af museet pga. dette erhvervs betydning for byens historie. Samtidig udvides museet i Sankt Ols Gade 15 og får lokaler i stueetagen af den gamle brandstation. 1990 overtages driften af Lejre Museum, som også blev lagt sammen med Hvalsø og Bramsnæs. 1992 er han med til at tage initiativ til at oprette Museet for Samtidskunst i Det Gule Palæ. 1995 tager Frank Birkebæk sammen med festival-leder Henrik Rasmussen sig af forberedelserne til Roskilde-natten op til byens 1000 års jubilæum i 1998. 2009 kom Frederikssund ind som en del af Roskilde Museum. 2011 samles Roskilde Museum i gården ved Sankt Ols Stræde, Sankt Ols Gade og Munkebro, hvor den store ombygning af det gamle sukkerhus snart er fuldendt. 2016 indvies landets nye rockmuseum 'Ragnarock' på Musicon som en del af Roskilde Museum, efter at Frank Birkebæk og Lena Bruun har spillet en stor rolle i dets oprettelse og forberedelse. 'Den kulturelle kraft har også økonomisk betydning, fordi den tiltrækker aktive mennesker, der er med til at starte og skabe noget, også når det gælder virksomheder og arbejdspladser'.