Fortsæt til indhold

Rasmus fandt sin rette uddannelseshylde

Rasmus Kloth fra Aabenraa har nu fundet sin rette hylde på VUC Syd

Arkiv
Arkiv

Egentlig havde Rasmus Kloth slet ikke tænkt over, at den store skole overfor hans hjem i Aabenraa var noget for ham. VUC Syd var nok mest for meget voksne, tænkte han.
“Men efterhånden havde jeg arbejdet nogen tid og været i gang med en anden ungdomsuddannelse, som jeg ikke fik gjort færdig - og nu skulle der altså ske noget. Jeg hørte om VUC Syd og om, at det var iPads og ikke en masse bøger, de brugte, og så tjekkede jeg det ellers ud,” fortæller Rasmus, der i dag er 20 år.
I august 2016 begyndte han på 2-årig hf.
“Og det var bestemt en aha-oplevelse. På den positive måde. Skolen er pæn og moderne uden at være helt langt ude,” fremhæver Rasmus.
Samtidig trives han med, at der i klasserne er unge og lidt mere voksne i samme flok, der grundlæggende arbejde mod samme mål og bruger hinanden i dagligdagen. I Rasmus Kloths hf-klasse er kursisterne i gennemsnit 24 år.
Som de øvrige kursister og medarbejdere ser han frem til, at det store VUC Syd byggeri på glødelampegrunden står færdigt til sommer. Da vil 6.500 topmoderne kvadratmeter stå klar med inspirerende undervisningsmiljø og kreative rammer - en skole dobbelt så stor som den oprindelige.
“Men det her er ikke bare hygge pakket flot ind. Det er en ordentlig uddannelse,” understreger Rasmus Kloth.