Grundejerne får ny formand
Grundejernes bestyrelse har netop udpeget byrådsmedlem Jan Færch til ny formand for foreningen og lokallisten. Den hidtidige formand, Eilif Nørgaard, fraflytter kommunen og udtræder af byrådet
Eilif Nørgaard og hans hustru flytter til København pr. 1. februar, for at komme tættere på deres 3 voksne børn og samler privat- og virksomhedsadresse på Købmagergade, tæt ved Rundetårn. Det sker dog ikke uden vemod over at forlade Solrød, efter 30 år på fem forskellige adresser i kommunen. Både på grund af mange lokale venskaber, men også politisk.
”Det har været spændende at være med til at starte og systematisere en opstand mod de boligskatter, vi for nogle år siden så stige til himmels – ikke mindst i Solrød Kommune,” udtaler Eilif Nørgaard og fortsætter:
”Det var fantastisk at mærke så massiv en opbakning, især lokalt, og vi følte os derfor forpligtet til at stille op til KV13. Med 9,4 % af stemmerne kan man heller ikke sige at vi fik en dårlig start på lokallistens liv. Det var - og er - vi taknemmelige for. Vi har selvfølgelig kæmpet for det vi blev valgt ind på – både på Christiansborg og i vores eget byråd. Helst havde vi set at boligskatterne var blevet reduceret mere, men vi er ganske stolte af at sagen udviklede sig landspolitisk og at det lykkedes at bremse skatternes himmelflugt. Lokalt har vi endda fået reduceret grundskyldspromillen med tæt ved 6 %, siden foreningen blev født. Ikke en nem øvelse i dagens Danmark – og slet ikke i Solrød, der er plaget af en for stor udligning af skatteindtægterne. Men sagen har vist at når borgerne står sammen, kan politikerne flyttes.”
”Selv om vi i dag sidder i byrådet og jo dermed er politikere, ser vi mere os selv som en bevægelse og det vil vi fortsætte med. Vi vil fortsat kæmpe for at synliggøre at kommunens skatteindtægter er borgernes penge og skal behandles med den største respekt, i alle sammenhænge – og det glæder jeg mig til at stå i spidsen for, i tiden fremover," indskyder Jan Færch, der overtager formandsposten.
Som afløser for Eilif Nørgaard i byrådet, indtræder 1. suppleant Asger Lauenborg – medstifter af Grundejerne.