Fortsæt til indhold

Fire ideer til Odenses kulturliv

Her er redaktør Jane Thoning Callesens forslag til, hvad du skal opleve i den kommende uge

Arkiv
Arkiv

Morgenrock

Lørdag den 28. januar kl. 10 kan man opleve “The Electric Bob Dylan Project” til morgenrock på Dexter. Konceptet er genialt: Man får brunch og intim livemusik i én og samme ombæring, og det er en fantastisk måde at starte weekenden på.

“The Electric Bob Dylan Project” er en gruppe musikere, der fortolker Bob Dylans sange og musik. Denne gang medvirker Claus Hempler og Bjørn Fjæstad som gæstesolister. Bob Dylan har netop modtaget nobelprisen i litteratur for sine tekster, hvilket han - efter at have sundet sig - takkede varmt og hjerteligt for.

Billetter til morgenrock fås via dexter.dk.

Dyr på vrangen: Odense Zoo

Odense ZOO inviterer i de kommende weekender atter på dissektioner af dyr. Lørdag 28. januar kl. 12-13 vil en af ZOOs formidlere for eksempel skære en emu op og vise hjerter, lunger og andre legemsdele frem. Senere samme dag, nemlig kl. 14, kan både børn og voksne selv prøve kræfter med at dissekere en rotte.

Jeg har tidligere deltaget i rotte-dissektionen med min dengang 7-årige søn, der gik til opgaven med dyb koncentration, og oplevelsen gav bagefter anledning til mange gode snakke om biologi og anatomi. Advarsel: Det kan lugte en anelse.

Skøjteløb med skubbepingviner

For år tilbage havde Odense en udendørs skøjtebane på pladsen bag Café Kræz. Nu foregår dansen over isen indendørs, nemlig på Odense Isstadion, der er åbent for offentligheden frem til 31. marts.

Hallen har mere end 500 par skøjter til udlejning i str 25-49 og råder også over 10 'støttepingviner', som mindre sikre skøjteløbere kan læne sig op af på isen.

En supersjov oplevelse for hele familien, der varmt kan anbefales. Entré: 18 kr. for børn, 26 kr. for voksne. Egne skøjter må gerne medbringes.

Pelle Erobreren i teaterversion

Jeg var lige fyldt 10, da jeg første gang stiftede bekendtskab med Bille Augusts Oscarnominerede film, Pelle Erobreren. Filmen er baseret på Martin Andersen Nexøs roman om en fattig indvandrerdreng fra Sverige, der ender med at blive leder af fagforeningerne i Danmark, og den gjorde stort indtryk på mig.
Jeg blev derfor rigtig glad, da jeg så, at Nørregårds Teater på Filosofgangen nu viser fortællingen i en teaterversion. Der er tale om et gæstespil med AbstreXteater. Stykket spiller kun på hverdage i uge 5, så man skal være hurtig, hvis man vil nå at se det. Forestillingen varer 50 minutter og er for børn over 9 år.