Fortsæt til indhold

Farvel til det perfekte

Arkiv
Anne Andersen

Hvis man vil være leder, så skal man først og fremmest have lysten til at gå forrest. Det gælder for både mænd og kvinder.

Man skal også gøre sig klart, at når man er leder, så gælder der andre spilleregler, end når man er medarbejder. Der er et større ansvar, de beslutninger man træffer har en konsekvens for andre, og i engang imellem må man melde fra til andre ting.

Og jeg tror, at det der med at melde fra, er en del af årsagen til, at vi ikke ser så mange kvinder, som mænd, i topstillinger.

For vi kvinder, vi vil gerne det hele! Vi vil gerne gøre det godt på jobbet, vi vil gerne hente vores børn, helst ikke meget senere end klokken tre i institutionen. Vi skal også gerne lige nå at træne et par gange om ugen, så vi kan holde den slanke linje. Og det rene hjem, hvor alt legetøjet har en fast plads, må gerne dufte af nybagte boller - som så i øvrigt jævnligt skal serveres for kollegaerne - hvis de da ikke er blevet spist, da mindstepigens 15 bedste veninder var til børnefødselsdag. Og ikke at forglemme, at vi også lige skal en tur på cafe med veninderne, imellem forældremøder og den evige fragten unger til sport og legeaftaler.

Vi vil det hele - og det kan man ikke, hvis man skal have et job som topleder. Så må man slække på nogle af de andre ambitioner, og det tror jeg, at mænd er meget bedre til, end vi kvinder er.

Hvis vi nu slipper det perfekte og accepterer, at det roder indimellem, at der ikke altid bliver serveret hjemmelavede, sunde retter til aftensmad og at ens bedre halvdel også kan klare en del af opgaverne (ikke bollerne)! Så tror jeg, at flere kvinder ville finde sig til rette i et job som topleder.