Fortsæt til indhold

Nyt sponsorkoncept sikrer den første million

Køge Festuge har stor succes med et nyt sponsorkoncept, der sikrer festugens økonomiske fundament både i år og fremover

Arkiv
Martin Rasmussen

Der er endnu lang tid til årets festuge, men planlægningen er naturligvis i fuld gang, og foreningen bag Køge Festuge glæder man sig i disse dage over stor opbakning fra de lokale virksomheder til et nyt sponsorkoncept, som betyder, at man i år langt tidligere kan lukke flere aftaler med de store musikalske navne, der skal optræde i Køge.
Allerede nu har man således rundet en million kroner i sponsoraftaler.
"Vi er meget taknemmelig for, at virksomhederne bakker op om festugen med det nye koncept. Det giver ro, at vi så tidligt har de store sponsorer i hus. Det betyder, at vi kan lukke aftaler med de musiknavne, vi gerne vil have, og det betyder, at vi kan sikre os de gode navne," siger Per Stenberg, formand for Køge Festuge.
"Nu kan vi bruge tiden på alle de andre dele af planlægningen og sikre gode oplevelser for alle," tilføjer han.
Det er et helt nyt koncept for sponsorater, som festugen og det lokale erhvervsliv er gået sammen om. Virksomhederne har hver givet 25.000 kroner, og da der allerede er lukket over 40 aftaler, betyder det, at der nu er over en million kroner i kassen. Virksomhederne har samtidig givet tilsagn om at støtte i de kommende år, og dermed er det økonomiske fundament også på plads på længere sigt.
Den lokale erhvervsmand Claus Just har sammen med sponsoransvarlig Michael Gram været rundt til virksomhederne i Køge for at skaffe opbakning til dette nye koncept.
"Festugens mange aktiviteter, som er for alle og er gratis, og de mange frivilliges indsats er en del den positive udvikling, vi ser i Køge. Det positive omdømme nyder virksomhederne også godt af, når vi skal tiltrække nye medarbejdere. Der er ingen tvivl om, at et spændende kulturliv og et aktivt foreningsliv er med til at tiltrække nye medarbejdere og deres familier til Køge. Så vinder vi alle," siger de.
I de kommende måneder skal festugen rundt til de mange andre større og mindre sponsorer, der traditionelt støtter arrangementet. Forventningen er, at det arbejde også bliver lettere med den nye aftale. Målet er i år eller næste år at komme op på 50-60 faste sponsorer.