Fortsæt til indhold

Lokalt teater ansætter designer

Arkiv
Arkiv

Teater Malstrøm har hyret Ani Iskandaryan, der er kostumier og uddannet på Kolding Designskole.
Hun skal skabe kostumer til teaterets første egenproduktion forestilling “Kabaret Bowie”, der er en kabaret over David Bowies sange.
Ani Iskandaryan blev færdig med sin kandidat på Kolding Designskole i 2015, og teateret fik straks øje på hende.

“Ani imponerede os med sine tøjdesigns, der både har kant og er nyskabende i deres udtryk og materialevalg. Det var et perfekt match til David Bowies skæve univers. Samtidig vidner den høje kvalitet i udførelsen også om Anis evner som skrædder,' fortæller den kunstneriske leder på Teater Malstrøm, Michael Hansen i en pressemeddelelse fra teateret.

De kommende uger bliver der flittigt sendt designforslag frem og tilbage mellem Ani og Michael, der også er instruktør på forestillingen, så kostumerne får det rette look.
Kostumerne skal afspejle Bowies meget sammensatte musik og ekstravagante stil.
Forestillingen har urpremiere 1. marts på Det Bruunske Pakhus i Fredericia.