Spiller vender tilbage til FC Sønderborg
FC Sønderborg har igen lavet aftale med den 23-årige centrale/defensive midtbanespiller Nicolai Okholm Friis.
Han blev færdig på gymnasiet sidste år og har været ude at rejse i 3 måneder, hvor han bl.a. har arbejdet engelsklærer og tjener i Spanien.
Nicolai Okholm Friis bor i Kliplev og har også før rejsen spillet i FC Sønderborg.
"Nicolai har spillet i FC Sønderborg af flere omgange. Og det der måske er særligt imponerende omkring ham er hans evne til konstant at bygge på i sit spil. Han har altid været en dygtig fodboldspiller, men han har også udviklet sin fysik og fremstår i dag som en stærk og robust midtbanespiller, der fylder meget både i det offensive men også i det defensive spil. Jeg glæder mig til igen, at se Nicolai i den røde FC Sønderborg trøje," siger FC Sønderborgs sportschef Rasmus Andreassen.
Nicolai Okholm Friis har også tidligere spillet for Lundtoft if og VGIE (Vojens).
"Eftersom FC Sønderborg notorisk set altid har et rigtig ungt hold, betyder det først og fremmest at jeg, trods min egen forholdsvis unge alder, kommer til at bidrage med noget rutine. Derudover er jeg en fysisk stærk og alsidig spiller der, afhængig af kampsituationen, både kan jeg stå imod defensivt men også bidrage offensivt," siger Nicolai Okholm Friis.