Fortsæt til indhold

Negativ prøve

Ewa Kozak bestod indfødsretsprøve, men forstår ikke, hvorfor ingen ser, hvad hun kan bidrage med, i stedet for at høre hende i årstal

Arkiv
Anette Gundlach

32-årige Ewa Kozak er født i Polen, men har boet og arbejdet de seneste 10 år i Roskilde. Hun bestod indfødsretsprøven med bravour kort før jul. Hele 39 spørgsmål ud af 40 havde hun krydset rigtigt af.
Alligevel er hun temmelig utilfreds med prøven. Hun mener, den er meningsløs, fordi den ikke viser andet end, om man er god til udenadslære. Den viser ikke, om man ved noget om den danske historie, kulturen eller samfundet.
Ewa Kozak arbejder som arbejdsmarkedskonsulent i Roskilde Kommune. Her begyndte hun for ni år siden, da hun startede i informationen med løntilskud.
Efterhånden har hun arbejdet sig op, og i dag har hun også et diplom i beskæftigelse på cv'et.
Hun kom til Danmark på grund af kærligheden. Hun fik hurtigt job i et pakkeri og terpede dansk på sprogskolen og i fritiden.

Vil også være med

Ewa Kozak besluttede at søge om dansk statsborgerskab, fordi hun har arbejdet hårdt på at etablere sig i landet og føler sig hjemme. Derfor vil hun også gerne have de rettigheder og pligter, der følger med.
- Jeg vil altid føle mig som som polak, men jeg elsker Danmark og har betragtet det som mit hjem i flere år nu. Derfor vil jeg også være med til at præge en positiv udvikling og være en aktiv borger, så vi kan blive ved med at have det så godt, som vi har det, siger Ewa Kozak.
Netop derfor forstår hun ikke, at indfødsretsprøven, som man skal bestå for at blive ny dansker, går ud på at teste, om man kan huske en masse årstal.
- Hvorfor spørger de ikke om, hvad jeg kan, og hvad jeg vil bidrage med, når jeg bor her. Det giver meget mere mening, siger Ewa Kozak

Fejl i papirerne

Ewa Kozak har taget mange prøver og eksamener, og hun er vant til at forberede sig godt og grundigt.
Derfor købte hun også officielt forberedelsesmaterialet med testsimulatorer til prøven, så hun kunne øve sig på de mange spørgsmål inden prøven.
Hun synes, det var spændende at læse om den danske historie, men forbavselsen var stor, da hun opdagede, at hun skulle huske detaljer fra 150 siders materiale, og at 500 ud af de 2000 spørgsmål bestod af viden om årstal.
Jeg synes, det er spændende at læse om den danske historie, men det kan da ikke være afgørende for at være dansker, at jeg ved, om kronprins Frederik blev gift 11. eller 14. maj 2004. Og det er kun et ud af et utal af spørgsmål, som hun savnede formålet med.
- Det mest frustrerende og skuffende var, at man hverken er interesseret i, hvem jeg er, hvilke værdier jeg har, hvordan jeg klarer mig eller hvordan jeg kan bidrage til samfundet.
- Det afgørende for at jeg kan blive dansk statsborger er udelukkende, at jeg kan huske en masse datoer.
For at understrege meningsløsheden fandt Ewa endda en del fejl i testmaterialet. Både faktuelle, grammatiske og årstalsfejl.
Ewa Kozak har skrevet en mail med sine oplevelser til Inger Støjberg. Hun håber på, at det kan være med til, at der bliver lavet en prøve med mening i.
Mailen kan man se på roskildeavis.dk.