Danmark før Reformationen
Haderslev Arkiv- og Museumsforening lokker med fire spændende foredrag
Med Reformationens indførelse i begyndelsen af 1500-tallet var det forbi med middelalderen. I hele den godt 500 år lange periode fra kristendommens indførelse omkring år 1000 til reformationen havde Danmark været et katolsk land. Og hvordan havde det så været at leve og bo i land, hvor den katolske kirke havde en fremtrædende position i landets ledelse?
Det spørgsmål vil Haderslev Arkiv- og Museumsforening gennem fire foredrag i januar og februar prøve at besvare ved at tegne et billede af det middelalderlige Danmark med en særlig vinkel på den katolske tros indvirkning. Det første foredrag med overskriften ”Haderslev i middelalderen” finder sted den 18. januar, og er med overinspektør Lennart Madsen, Arkæologi Haderslev. Det næste foredrag, den 25. januar, skal give et billede af ”Hverdagslivet i katolsk tid”, og er med lektor Lars Bisgård, Syddansk Universitet. Foredraget ”Kongemagt og kirke i middelalderen” med lektor Jeppe Büchert Netterstrøm, Aarhus Universitet, den 1. februar, handler om magtkampene mellem konge og kirke, indtil afgørelsen med reformationen faldt ud til fordel for kongen. Det sidste foredrag, den 22. februar, ”Klostre i det middelalderlige Danmark” handler om den magtfulde klosterbevægelse, der som institution blev afskaffet ved reformationen. Foredragsholder er her lektor emeritus Hans Krongaard Kristensen, Aarhus Universitet.
Foredragene, som er arrangeret sammen med Arkæologi Haderslev og Folkeuniversitetet, finder alle sted på Arkæologi Haderslev, Dalgade 7, og begynder 19.30. Alle er velkomne, entre 50,00 kr, gratis for medlemmer af Haderslev Arkiv- og Museumsforening. Se mere på www.hamf.dk