Livreddende førstehjælp i GF Køge Bugt
I GF Køge Bugt uddannes de frivillige i basal livreddende førstehjælp på et kursus afholdt af Røde Kors i samarbejde med GymDanmark
Tusindvis af danskere dyrker gymnastik i fritiden, og en donation fra TrygFonden på 355.000 kr. til GymDanmark (Danmarks Gymnastik Forbund), giver mulighed for at afvikle førstehjælpskurser i samarbejde med den lokale Røde Kors-afdeling, og derved øge kendskabet til basal livreddende førstehjælp.
"I GymDanmark prioriterer vi sikkerheden højt, og det gør vi blandt andet ved at sikre vores foreninger træneruddannelser og førstehjælpskurser på højt anerkendt niveau. Donationen fra Trygfonden giver os mulighed for at afholde 45 førstehjælpskurser i løbet af en tre-årig periode," siger GymDanmarks direktør Ditte Okholm-Naut, og glæder sig over, at GymDanmark nu har aftalt hele to førstehjælpskurser med GF Køge Bugt.
Det første blev afviklet i september, det næste den 28. januar hjemme i foreningen.
I Gymnastikforeningen Køge Bugt er de glade for GymDanmarks initiativ og ser frem til at få klædt foreningens frivillige på til at kunne yde førstehjælp.
Administrationschef i foreningen Hanne Nielsen siger: "Vi holdt et førstehjælpskursus i september måned med stor succes og jeg ser frem til, at vi får klædt endnu flere af vores trænere og andre frivillige i foreningen på til at kunne yde førstehjælp, hvis vi en dag skulle få brug for det."
Det siger kursisterne
"Kursisterne roser os for at levere gode kurser med god stemning og et højt fagligt indhold. Et førstehjælpskursus giver viden, som den enkelte kan bruge i praksis. Man føler sig mere parat til at handle og hjælpe, hvis uheldet skulle være ude," fortæller aktivitetsleder Jonna Yde fra Røde Kors afdeling i Køge.