Nyt udvalg skal bekæmpe bureaukratisering
Jeppe Lindberg (LA), Marie Stærke (S) og Torben Haack (SF) bliver byrådets frontkæmpere mod bureaukratisering i det kommende års tid
Er der mulighed for at ændre arbejdsgange eller regler og øge effektiviteten rundt omkring i Køge Kommunes mange afdelinger? Det skal et nyt udvalg nu dykke ned i gennem hele 2017.
Byrådet har nedsat et udvalg med det mundrette navn afbureaukratiseringsudvalget, og opgaven for det midlertidige udvalg bliver at se nærmere på mulighederne for at mindske bureaukrati i hverdagen.
"For eksempel tager det tre måneder at få en rollator i Køge Kommune - det er den slags, vi skal ind og udfordre," siger Jeppe Lindberg (LA), der er et af tre politiske valgte medlemmer af udvalget. De øvrige er Marie Stærke (S) og Torben Haack (SF).
"Tillid er godt, men unødig kontrol skal væk. Det er et af nøgleprincipperne for os i det kommende arbejde," siger Marie Stærke, der lægger op til omfattende medarbejderinddragelse i forbindelse med udvalgets arbejde.
Etableringen af udvalget er en udmøntning af en beslutning i forbindelse med næste års budget, og der er opbakning fra hele byrådet.
"Enhedslisten bekæmper gerne New Public Management morgen, middag og aften," sagde Niels Rolskov (EL), der blæste til kamp mod "regneark og registreringer som går fra tiden med borgerne".
Udvalgets kommissorium tager udgangspunkt i Regeringen og KL's aftale om et moderniserings- og effektiviseringsprogram. Det betyder, at der allerede nu er defineret fem overordnede temaer, som udvalget kan arbejde ud fra:
Effektivt indkøb og konkurrenceudsættelse
Bedre ressourceudnyttelse og styring
Digitalisering og velfærdsteknologi
Regelforenkling og afbureaukratisering
Effektiv drift, nye organiseringer og samarbejdsformer
Udvalget fungerer som udgangspunkt frem til udgangen af 2017 og afleverer ved årets afslutning en rapport til byrådet.