Fortsæt til indhold

Ny Flensborg-borgmester vil forsætte samarbejde med Sønderborg

Simone Lange, kommende overborgmester i Flensborg, vil fortsætte og udvikle samarbejdet med Sønderborg

Arkiv
Mikkel Hansen

Det grænseoverskridende samarbejde mellem Sønderborg og Flensborg skal fastholdes og udvides.
Det slog Flensborgs kommende overborgmester, Simone Lange, fast, da hun onsdag besøgte Sønderborg.
Her mødtes hun med borgmester Erik Lauritzen og Stephan Kleinschmidt, formand for Udvalget for kulturel og regional udvikling.
Formålet med mødet var uformelle drøftelser om det dansk-tyske samarbejde.
"Jeg glæder mig til opgaven som overborgmester, og det er naturligt for mig at forsætte det gode samarbejde mellem Flensborg og Sønderborg," siger Simone Lange.

Potentiale

Infrastruktur, uddannelse, erhverv, forsyningsvirksomhed og klimabeskyttelse blev nævnt som eksempler på området, hvor samarbejdet kan styrkes.
"Der er masser af potentiale. Vi har bare ikke været gode nok til at udnytte det," siger Erik Lauritzen.
"Det er vigtigt for mig, at der bliver tale om meget konkrete og realiserbare projekter. Befolkningerne skal kunne opleve fordelene ved det dansk-tyske samarbejde," siger Simone Lange og fortsætter:
"Sproget er ofte den første forhindring, men den barriere bør vi kunne overvinde."
Stephan Kleinschmidt fremhævede kultur, som et område hvor det grænseoverskridende samarbejde allerede trives.
Han nænvte blandt andet FolkBaltica og Kulturregion Sønderjylland-Schleswig som succeser.
"Jeg har en stærk forventing om, at vi sammen kan fastholde og udvikle det samarbejde," siger Stephan Kleinschmidt.

Simone Lange og Stephan Kleinschmidt.

Grænsekontrol

Også den danske grænsekontrol blev diskuteret:
"Vi er enige om, at vi kan leve med grænsekontrollen i den nuværende form, men vi ønsker den bragt til ophør. Det sender dårlige signaler," siger Erik Lauritzen.
"Der er også folk i Flensborg, der er glade for grænsekontrol. I Danmark siger mange, at indbrudstyvene kommer fra den anden side af grænsen. Det siger man også i Flensborg. Begge dele kan jo ikke være rigtigt. Det handler om, at folk har fokus på sikkerhed. Derfor skal vi som kommuner og region fokusere på, om vi kan øge sikkerheden på andre måder," siger Simone Lange.
Simone Lange tiltræder som Flensborgs overborgmester 15. januar.