Fortsæt til indhold

Tarteletkongen går ind i politik

Restauratør Søren Windell, spidskandidat for De Konservative i Odense, er gået ind i lokalpolitik for at få byen til at tænke anderledes og mere positivt

Arkiv
Emil Hermann

Hænderne er foldet sammen på en tilpas afslappet måde og hviler på den grønternede dug. Søren Windell befinder sig i det bagerste lokale på Restaurant Grønttorvet, som han har drevet i otte år til sommer.

Han er rettere sagt på hjemmebane, da Lokalavisen Odense kommer på besøg for at blive klogere på, hvorfor denne erhvervsmand har meldt sig som mulig spidskandidat for De Konservative i Odense.

Ifølge hovedpersonen selv handler det om, at byrådet kan gøre flere ting på en bedre måde ved at tænke anderledes.

“Når folk kommer til mig og beder om et bord, så starter jeg ikke med at få dem til at udfylde papirer for at dokumentere, at de er sultne. Jeg antager, at de er sultne. Hvis vi fjerner noget papirarbejde og starter med at tage vores medborgere i hånden, så kommer vi langt og kan frigøre en masse ressourcer,” fortæller Søren Windell, der har været medlem af inderkredsen i De Konservative en del år og formentlig bliver valgt som spidskandidat til partiets generalforsamlingen i weekenden.

Opvokset i Odense M

Søren Windell ser det ikke som en ulempe, at han ingen politisk erfaring har med sig.

“Plejer er død. Min største styrke er, at jeg ikke er bundet af vanetænkning,” konstaterer han.

Søren Windell er opvokset i Kragsbjergkvarteret i Odense M og har derfor føling med, hvad der er sket med Odense gennem årene. Han er glad for byens transformation, selvom det skaber forandringer i bybilledet.

“Jeg er positiv over for den nuværende udvikling med letbanen og andre nybyggerier. Rigtig mange mennesker uden for Odense investerer lige nu i vores by, fordi de tror på os. Nu skal vi bare have odenseanerne til at tro på dem selv. Det mangler vi lidt.”

Vokset op med værdier

Ifølge Søren Windell var han blot fire år, da han første gang fik øjnene op for Det Konservative Folkeparti.
“Jeg kan huske, da Poul Schlüter var statsminister,” påpeger han og fortæller lidt om sin opvækst i et konservativt hjem i Odense.

“Jeg blev påvirket af min far, der var stor tilhænger af partiet, men med tiden er jeg vokset ud af det og kan nu se, hvordan mit eget livssyn passer til de grundlæggende værdier. Ellers havde jeg nok heller ikke drevet en restaurant i så mange år, hvor vi kun har klassiske, danske retter på menukortet.”

Søren Windell er på ingen måde i tvivl om, hvilken konservativ værdi, der betyder allermest for ham.

“Den sociale indstilling. Vi skal hjælpe alle slags borgere på en ordentlig og værdi måde, så vi kan se os selv i spejlet. Jeg repræsenterer ikke en bundkapitalistisk parti, der kun tænker på profit og lavere skat,” understreger han.

Det er blandt andet også derfor, at Søren Windell har taget initiativ til den årlige tarteletfestival i Odense, som afholdes i DOK5000 på havnen.

“Vi skal værne om de danske værdier. Herunder mad, fællesskab og lige muligheder til alle slags borgere,” påpeger han.

Til sommer afvikles en helt ny tarteletfestival for hjemløse, som Søren Windell har været med til at få stablet på benene.

“Noget af det vigtigste for mennesker er at få tid og oplevelser. Det gælder både rige, middelklassen, fattige, syge, handicappede og ikke mindst hjemløse.”