Fortsæt til indhold

Der blev minglet og sagt godt nytår i Musikhuset

Esbjerg Erhvervsudvikling inviterede for 22. gang til nytårskur for dens medlemmer

Arkiv
Jonas Wrede Hansen

Jakkesættene var fundet frem, skoene pudset og smalltalk-sætningerne sad klar på tungen.
Over 1200 personer deltog et par timer torsdag eftermiddag i Esbjerg Erhvervsudviklings traditionelle nytårskur i et tætpakket Musikhuset Esbjerg.
Her blev der snakket om oliekrise, om løst og fast, og så blev årets succesfulde historier fra det lokale erhvervsliv selvfølgelig også hyldet, imens mad og drikke blev indtaget.
For bestyrelsesformand i Esbjerg Erhvervsudvikling, John Lesbo, var årets nytårskur særlig speciel. Det var nemlig hans sidste som bestyrelsesformand. Han skulle derfor også holde sin sidste nytårstale, som den også bar præg af.
“Til slut vil jeg gerne sige tak for jeres fantastiske opbakning til Esbjerg Erhvervsudvikling gennem mine 10 år på formandsposten og ønske jer alle sammen et godt og lykkebringende nytår,” lød det som det sidste i talen fra John Lesbo.

Der sker meget i Esbjerg

Men inden da var der også tid til at komme med en status på udviklingen i Esbjerg.
“Det er mange år siden, at der er sket så meget nyt i Esbjerg som i 2016. Store domicil- og boligbyggerier er skudt op. Bybilledet ændres også med nyt stort indkøbscenter, og Esbjerg Strand er under hastig udvikling. Esbjerg ligner mere og mere en storby,” kom det fra bestyrelsesformanden oppe fra talerstolen.
Efter John Lesbo var det borgmester Johnny Søtrups tur til at indtage talerstolen. Og ligesom med John Lesbo var det også borgmesterens sidste tale ved Esbjerg Erhvervsudviklings nytårskur. I hvert fald som borgmester.
Også her blev der snakket om den massive udvikling i Esbjerg, hvor den nye præsentationsvideo af kommunen blev vist og fik stor klapsalve til følge fra nytårskurens deltagere.