Alsie Express indfører ekstra flyafgang fra Sønderborg til København
Alsie Express ændrer flytider og udvider med ekstra søndagsafgang
Fra den 27. marts skal man stå en lille smule tidligere op, når man skal med det sorte fly til København. Alsie Express tilpasser nemlig fra foråret sine afgangstider, så de i højere grad passer til forbindelserne ind og ud af Københavns Lufthavn.
”Vi vil være erhvervslivets foretrukne transportmiddel mellem Sønderborg og København. Derfor har vi lyttet til kundernes ønsker. Når vi oplever en stor efterspørgsel på at tilrette rejseprogrammet, forsøger vi naturligvis at imødekomme dette, hvor det er muligt. Vi indfører ændringerne i sommerprogrammet 2017 og håber, at ændringerne giver flere passagerer, der kan benytte ruten til deres daglige gøremål i Sønderborg-området," fortæller adm. direktør i Alsie Express Lone M. Koch i en pressemeddelelse.
Nye tider
Fra 27. marts er første afgang fra Sønderborg på hverdage rykket til 15 minutter tidligere, hvilket betyder at man fra den dato flyver klokken 7.00 i stedet for 7.15. Det har også betydning for de tre efterfølgende afgange fra København og Sønderborg, og den sidste aften-afgang fra København.
Der har også været et stort ønske fra erhvervslivet om en ekstra senere afgang fra København til Sønderborg om søndagen. Derfor flyver Alsie Express i en testperiode, fra den 7. maj til den 25. juni, en ekstra tur fra Sønderborg klokken 19, og fra København klokken 22.00.
Administrerende direktør for Cormall A/S Peter Hansen er glad for at Alsie Express lytter til forslagene, som er kommet frem på de seneste dialogmøder.
"Nu er det muligt for mig at flyve hjem til Sønderborg søndag aften efter mine mange udenlandsrejser. Det ser jeg virkelig frem til."
De nye afgangstider kan ses på www.alsieexpress.com.
kel