Byrådet skal smage på ældremaden
SF har stillet forslag til Borgmesteren om, at det samlede byråd efter næste byrådsmøde smager på den mad, som bliver tilbudt de ældre i kommunen.
Baggrunden er, at kvalitetsstandarden for madservice i eget hjem er på dagsordenen til byrådsmødet, hvilket med andre ord betyder standarden for den mad, som kommunen leverer primært til vores ældre. Jeg synes, at det vil være en oplagt mulighed for det samlede byrådet at smage på ældremaden. Altså således at bespisningen efter næste byrådsmøde bliver den mad, som vi tilbyder vores ældre borgere i kommunen.
Smag og behag er mange forskellige ting, men kvaliteten og standarden skal være i orden. Der er mange historier om ældremaden og om politikere, der ikke selv vil eller tør spise maden. Jeg mener derfor, at det vil være en ansvarlig handling, at byrådet i Aabenraa gerne selv vil spise den mad, som vi tilbyder vores borgere – primært vores ældre.