Fortsæt til indhold

Blomsterbutik får nye lokaler

Arkiv
Arkiv

Så skal der pakkes og flyttes. Sådan er det i hvert fald for Atrium Blomster, som flytter i nye lokaler. Butikken flytter fra Søndergade til Mosevej 2, der ligger i den sydlige del af Kolding.

I mere end 20 år har indehaveren Vibeke Klerke stået bag disken i Søndergade.

“Det er både vemodigt og glædeligt, at jeg nu skal sige farvel til de lokaler, jeg kender så godt. Jeg har haft nogle dejlige år her i city, men synes nu også, tiden er til lidt luftforandring,” fortæller Vibeke Klerke.

I løbet af foråret overtager hun lokalerne på Mosevej 2. Her er der bedre parkeringsmuligheder end ved butikken i Søndergade. Den endelig overtagelsesdato er ikke helt på plads, da lokalerne først skal istandsættes. Men det bliver senest 1. maj, hvor lejemålet i Søndergade ophører.

“Jeg håber, at mine trofaste kunder vælger at flytte med. Nogle har handlet hos mig i alle 20 år, og dem har jeg jo lært rigtig godt at kende efterhånden,” siger Vibeke Klerke. Hun fortsætter som medlem af Interflora efter flytningen.