Spirit of New Orleans
Fredericia Jazzklub får besøg af publikums-favoritterne
Fredericia Jazzklub inviterer til frokostjazz på lørdag 11. februar fra klokken 12 i Tøjhuset med ingen ringere end The Spirit of New Orleans.
Dette orkester er i dag et af de mest kendte og rutinerede i Danmark med en unik, dynamisk og swingende stil, der rummer alle de ingredienser, der skal til for at gøre musikken levende. Orkesteret spiller ragtime, blues, marcher, lovesongs, evergreens, egne kompositioner, gospel og spirituals af høj kvalitet.
The Spirit of New Orleans blev dannet i 1990 på initiativ af Preben Nissen. Baggrunden for dannelsen var ønsket om at spille et repertoire bestående af gospel, spirituals, hymner og traditionel jazz. Musik med dybe rødder i grundlaget for New Orleans-jazzen. Orkesteret har med stor succes optrådt med internationale solister, ligesom de enkelte musikere har været solister i andre bands.
Orkesteret har været på utallige turnéer og har givet flere hundrede koncerter i danske og udenlandske kirker, koncertsale, jazzklubber og jazzfestivaler. Det har medvirket i radio og TV og udgivet flere bånd og CD’ere.
The Spirit of New Orleans er det orkester i jazzklubbens historie, hvor klubben har haft flest publikummer, der spørger, om orkesteret ikke snart kommer igen. Jazzklubben har imidlertid den aftale med orkesteret, at de altid spiller i Fredericia Jazzklub den første lørdag i februar, og det har jazzklubben ikke tænkt sig at lave om på.
Denne gang skal The Spirit of New Orleans for første gang spille i Tøjhuset, og det glæder jazzklubben sig meget til, for nu er der plads til alle.