De gamle drenge kunne endnu!
Dørene blev slået op kl. 19.30 og kl. 20.00 gik Milles på scenen, 20 år efter de stod der sidst. De gamle drenge kunne stadig fyre den af, og det gik rigtigt godt, på nær en mindre periode hvor deres mixer pult drillede, men det blev heldigvis ordnet efter pausen og alle var glade, og kunne synge og danse med på de gamle 80’er og 90’er hits. Erann DD indtog scenen lidt over 22.00 - Han havde fra starten af publikum i sin hule hånd, og serverede en stribe perler fra sin karriere, både solo, men også fra tiden med Zap Zap og Drori tiden. Charmerende var han, og publikum var ikke meget for at slippe ham kl. 24.00 hvor festen sluttede. Det var endnu et brag af en fest i Danalund, og hvis man skulle have glemt det, eller måske ikke er klar over det, så er det Støtteforeningen Danalunds Venner der arrangerer festen hvert år. Alt overskud fra fødselsdagsfesten går til medlemmerne i klubben, f.eks. i form af støtte til ture ud af huset, sommerferieture, arrangementer i huset, nyt sportstøj m.m. Lars Flænø fra Danalund siger: - Den årlige fødselsdagsfest er en skøn tradition der blev startet af den daværende leder Steen Menze, den tradition har nu kørt i 45 år, og vi har tænkt os at fortsætte derud af, så alle de gamle medlemmer (og andre borgere i Hvidovre) kan mødes den ene gang om året og have det sjovt.