Fortsæt til indhold

Stop usikkerheden om skolerne

Arkiv
Arkiv

Hans Holmer (SF)
Spidskandidat til byrådsvalget
Skovbogade 8
6000 Kolding


Kolding Kommune har nogle af landets bedste folkeskoler. Det er jeg rigtig stolt over, og derfor er jeg også rigtig ærgerlig over, at flere og flere tilsyneladende vælger de private skole. Det suger nemlig penge ud af folkeskolerne.

Der har igen været en kraftig søgning til de private skoler – og også mere end forventet. Det betyder, at Børne- og uddannelsesudvalget nu skal spare 8 millioner kroner på folkeskolen i 2017. Det er træls, især når det nu lykkedes at give flere penge til skolerne ved budgetforliget.

Men hvad værre er, er at skolerne ikke kan få et klart svar om, hvad det betyder for deres økonomi før til marts 2017. Det er ikke rimeligt! Det vil ikke være unaturligt at reagere på uvisheden med at være tilbageholdende med at ansætte og vikardække på skolerne for at forberede sig på det værste.

Konsekvensen kan sætte gang i endnu en skævvridning i forhold til de private skoler, og det er ikke holdbart.

Det skorter ellers ikke på politiske løfter fra alle sider om, at man vil styrke folkeskolen på den ene og den anden måde – mens den i virkeligheden bliver svækket.

Jeg håber derfor, at politikerne har mere end gode intentioner og finder en ordentlig løsning, så folkeskolen ikke skal ud at spare på et område, hvor de allerede har lagt deres budget.

Derudover håber jeg også at vi som forældre vil bakke op om vores folkeskole, for den kan noget som den private skole ikke kan. Det er nemlig her, at vores børn møder andre børn fra alle sociale lag og skaber læring, dannelse og venskaber for livet.