Fortsæt til indhold

Dansk rockband forbereder ny plade på Tøjhuset

Fredericias nye spillested er det helt rigtige sted, mener bandet

Arkiv
Arkiv

Sangerinden og sangskriveren Anja Kickbusch og hendes band har valgt Tøjhuset i Fredericia som lokalitet for en produktions- og øve-camp. Her skal musikerne over to dage arbejde med materiale til en pladeudgivelse, og de afslutter camp'en med at give koncert om aftenen den 15. februar klokken 20.
Og musikerne er ambitiøse: På blot to dage skal de færdiggøre og arrangere nye numre til gruppens tredje pladeudgivelse. Derudover skal de udarbejde og disponere et livesæt af godt 80 minutters varighed.
At valget faldt på Fredericia, er ikke helt tilfældigt.
"Vi snakkede allerede i sommer om, at vi burde rive et par dage ud af kalenderen, tage væk hjemmefra og fokusere fuldt ud på musikken – frem for de dér øvere ”her og der”. Vi kom frem til, at Fredericia ville være oplagt, blandt andet fordi to af medlemmerne oprindeligt kommer fra byen," siger Anja Kickbusch med henvisning til trommeslageren Thomas Topp-Duus og guitaristen Steffen Nordenstam.
"Jeg tog derfor kontakt til Tøjhusets daglige leder, Helle Lillethorup, som var meget positiv over for idéen. I Tøjhuset får vi et godt anlæg og en god scene til rådighed, og dermed kan vi arbejde med vores livelyd helt ned i detaljen. Som tak for lån af lokalitet har vi så aftalt med Helle, at vi spiller en ulønnet offentlig koncert som afslutning på vores øve-camp," siger Anja Kickbusch.
Hun kalder selv musikken ”retrorock med kant og karakter”. Anja Kickbusch har i sin sangskrivning arbejdet med at skabe et musikalsk univers, der veksler mellem udadvendt dramatik og indadvendt sårbarhed. Melankolien bliver dyrket i et støvet retrorock-lydbillede, hvor twangede guitarer og 60'er-orgel spiller vigtige roller.
Bandet har tidligere udgivet pladen ”Don't Pretend” og EP'en ”Safe”, og i den forbindelse har anmeldere sammenlignet Anja Kickbuschs vokal med Pernille Rosendahl og Annisette, som hun sang i det tidlige Savage Rose. Samtidig er musikken blevet beskrevet som noget, der kunne komme fra en James Bond-film.
Når de fem musikere kommer til Fredericia, er det første gang, de øver det nye materiale sammen, og de fredericianske koncertgængere bliver således også de første, der får de nye sange at høre.
"Vi skal formentlig hen til sensommeren, før den nye plade er klar til udgivelse, men vi smider nok et par singler i løbet af foråret. Der bliver sat en mindre turné op, og forhåbentlig får vi også mulighed for at komme forbi Fredericia – hvis altså det viser sig, at det fredericianske publikum er klar på noget ”James Bond-musik”," lyder det med et glimt i øjet fra Anja Kickbusch.
Ud over hende, Thomas Topp-Duus og Steffen Nordenstam består bandet af Lasse Bo Nielsen (keyboards) og Morten Christian Haxholm Jensen (bas).