Krigsveteraner udvekslede erfaringer
Fint fremmøde til første veterancafé i Sønderborg
"I eksjugoslavien betød våbenhvile bare, at der blev skudt lidt mindre end ellers."
"Jeg mødte serbere, der havde været soldater hele livet. De var startet som børnesoldater. Det var nogle hårde typer..."
"Engang var vores køleskab gået i stykker. Så prøvede vi at holde kyllingen kold ved at grave den ned i jorden. Det virkede ikke, flere fik maveforgiftning, da vi spiste kyllingen..."
Sådan gik snakken mellem de 17 krigsveteraner, der havde fundet vej til det første møde i den nye veterancafé i Sønderborg, torsdag aften den 26. januar, på 1. sal på Penny Lane i Sønderborg.
Godt initiativ
En af deltagerne var Klaus Jørgensen, der var udstationeret i Jugoslavien i 93-94.
"Jeg synes veterancaféen er et rigtig godt initiativ. Jeg holder mig meget for mig selv og møder ikke mange mennesker. Jeg har ingen familie og mangler en anledning til at komme ud og møde andre mennesker. Jeg er lige blevet diagnosticeret med en bipolar lidelse og har også tegn på PTSD - dvs. posttraumatisk stresssymptom. Det var via lokalpsykiatrien i Sønderborg, at jeg fik kontakt til Kim Andersen, veterankoordinatoren, og han er en imponerende ildsjæl, der har givet mig mod på, at komme ud og møde andre veteraner," fortæller Klaus Jørgensen.
En anden deltager var Glenn Hollænder, der var udstationeret i Kroatien i 92 -93 og i Bosnien i 94. Han var ansat i forsvaret frem til 1997, hvor han flyttede til Sønderborg og i en periode var aktiv i restaurationsbranchen, bl.a. som indehaver af Zanzibar og Den Flyvende Hollænder. Nu er han mentor i Jobcenter Sønderborg.
Han kommer primært i veterancaféen for at støtte op om caféinitiativet.
"Jeg har lovet Kim at bakke projektet op. Vi er jo en blandet flok, vi veteraner. Nogle har flere problemer end andre, og hvis jeg kan hjælpe andre med at komme i gang igen, så gør jeg gerne det," siger Glenn Hollænder.
Åbent for veteraner
Sønderborg Kommune står bag veterancaféen, og kommunens veterankoordinator, Kim Andersen, står for koordineringen.
Caféen er åben for alle, der har været udsendt for den danske stat i krigsområder, og formålet med caféen er, at skabe et samlingssted for veteranerne. Der bor ca. 500 veteraner i Sønderborg Kommune.
Alle møder kommer til at foregå på Penny Lane den sidste torsdag i hver måned. Ejeren af Penny Lane, Tom Holden Jensen, der også er byrådsmedlem for Venstre, sponsorerer de første fire møder og herefter skal lokalelejen betales via sponsorer og fondsmidler.
Sat livet på spil
Jan Prokopek Jensen er glad for, at det nu er lykkedes at få stablet en veterancafé på benene.
"Vi har rigtig mange veteraner i Sønderborg Kommune, og vi har en forpligtelse til at sørge for, at disse mennesker, der har sat livet på spil for en bedre verden, kan få del i det gode liv i Sønderborg Kommune. Vi arbejder også stærkt på, at skabe en god tilknytning til arbejdsmarkedet, for dem, der har brug for det," siger Jan Prokopek Jensen.
Også næstformanden i arbejdsmarkedsudvalget, Petter Astrup, er godt tilfreds med caféinitiativet.
"Det er flot med 17 fremmødte den første gang, og jeg er sikker på, at caféen vil få større og større opbakning blandt veteranerne. Nu skal de jo lige finde ud af, at stedet findes. Jeg vil også gerne sige tak til Tom Holden Jensen for at bakke op og stille lokaler til rådighed," siger Petter Astrup.