Der er justeringer på vej i OB-truppen
Nytåret er ofte lig med nye valg, og sådan kan det også være i fodboldens verden. I Ådalen er OBs sportsdirektør Jesper Hansen i hvert fald ikke afvisende for, at der skal justeres på den trup, der lige nu ligger på Alka Superligaens næstsidsteplads.
“Jeg synes langt hen ad vejen, at spillet har været fint, og jeg er egentlig glad for vores trup. Men det er klart, at når vi ligger, hvor vi gør, så vil vi gerne se, om vi kan optimere nogle ting,” fortæller Jesper Hansen.
Det danske transfervindue åbnede 5. januar og slutter d. 31. januar ved midnat, og indtil da søger Jesper Hansen at forbedre OB-truppen.
“Vi går ind i transfervinduet med øje for at komme styrket ud af det,” siger sportsdirektøren.
OB har haft et efterår, hvor det blot er blevet til 16 mål i 21 kampe. Særligt de to angribere Rasmus Festersen og Anders K. Jacobsen har haft problemer med at finde sidste sæsons målform, hvor de to var topscorere i truppen, og det er noget Jesper Hansen vil se på.
“Det er klart, at i og med vi har haft problemer med at score mål, så er det noget af det, vi kigger på. Det kan være en angriber, men også en spiller, der skaber chancerne. For os handler det om, hvordan vi skaber et hold, der kan få os væk fra bundplaceringen. Men der er nok en pointe i, at vi søger noget offensivt,” forklarer Hansen.
De sidste mange transfervinduer har der været stor udskiftning i omklædningsrummet i Ådalen, men det er ikke noget, som Jesper Hansen stiler efter.
“Det handler ikke om, at vi skal revolutionere truppen, for den er vi rigtig glade for. Vi skal prøve at lave justeringer, der kan gøre truppen endnu bedre.”
Kontrakters udløb i Ådalen
Årsskiftet betyder også, at spillere, hvis kontrakt udløber til sommer har fripas til at forhandle med andre klubber. De spillere kan skifte uden overgangssum, når spillerens kontrakt er udløbet.
Sådan forholder det sig for OB's midtbanespiller Mohamed El Makrini, forsvarer Oliver Lund og andenmålmand Michael Falkesgaard.
“Falkesgaard vil gerne ud at stå noget førsteholdsfodbold, og det har vi forståelse for. Derfor skal vi som udgangspunkt ud at finde en anden målmand,” siger Jesper Hansen.
Til gengæld forholder det sig noget anderledes med Mohamed El Makrini og Oliver Lund, der begge har taget stor del i efterårssæsonen. Begge spillere har indgået en aftale med OB og Jesper Hansen om, at al snak om kontraktforlængelse eller -ophør tages i løbet af foråret.
“Vi ser tingene an i foråret, og det betyder, at begge parter egentlig er åbne for de to løsninger, der kan være, men det er der ikke taget stilling til endnu.”
Mohamed El Makrini har været en yderst vigtig spiller for OB. Han er den spiller, der har løbet flest meter pr. minut på banen, og samtidig tackler han, så det synger og flyver med gule kort.
Den hollandske midtbaneslider har gjort sig vel bemærket, og det er bl.a. blevet opdaget i en klub i Saudi Arabien, hvis tilnærmelser er blevet afvist af OB. Det står dog El Makrini frit for at skrive under med den saudiarabiske klub, ligesom Rasmus Falk gjorde, da han skrev under med FC København et halvt år inden hans kontraktudløb sidste år.
At El Makrini er en eftertragtet herre får dog ikke Jesper Hansen til at ændre beslutning.
“Sådan er det engang imellem. Der er mange mekanismer, der spiller ind, og derfor har vi aftalt med Makrini, at vi udskyder beslutningen. Det betyder, at der er en risiko for, at han bliver hentet. Det er vi klar over, men det er en beslutning, som vi og Makrini er kommet frem til,” fastslår sportsdirektøren, der ikke lægger skjul på, at Makrini er en vigtig spiller.
“Makrini er en rigtig dygtig spiller på mange parametre, og jeg er ikke i tvivl om, at han nok skal få et job, hvis det ikke bliver i OB.”
OB begynder den nye sæson d. 20. februar, hvor der tages hul på de sidste fem kampe i grundspillet i Alka Superliga.