Fortsæt til indhold

Budgetmillioner giver bedre muligheder for folkeskolerne

5,4 mio. kr. årligt i de næste fire år styrker skolerne økonomiske muligheder for at tilrettelægge gode rammer for elevernes læring. Beslutningen er taget i Børn & Familieudvalget, der har fordelt de ekstra penge, som forligspartierne satte af til folkes

Arkiv
Arkiv

Da forligspartierne bag Esbjerg Kommune indgik en aftale om budgettet for 2017-2020, blev de enige om at øremærke flere penge til folkeskolerne, og der er i alt sat 5,4 mio. kr. af årligt i de næste fire år. Børn & Familieudvalget har netop besluttet at fordele de ekstra ressourcer med 4,5 mio. kr. om året til forbedring af skolernes rammebeløb, mens 900.000 kr. årligt foreløbigt afsættes til et spændende udviklingsprojekt på Signaturskolen afdeling Kvaglund. Det skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.
Formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen, er glad for, at skolerne med flere ressourcer nu får endnu bedre muligheder for at styrke elevernes faglige udbytte og trivsel.

"Det er vigtigt, at vi økonomisk tør satse på folkeskolen, og det er klart, at helt reelle ekstra ressourcer forbedrer skolernes vilkår for at arbejde med elevernes trivsel og sætte ekstra fokus på kvaliteten af den faglige undervisning. De to ting hænger uløseligt sammen og har afgørende betydning for elevernes muligheder for at komme godt videre fra folkeskolen," siger udvalgsformanden i pressemeddelelsen.

Indsats efter behov

Ud af de 5,4 mio. kr. har Børn & Familieudvalget sat 900.000 kr. af til et nyt projekt på Signaturskolen afdeling Kvaglund, der arbejder sammen med Kata Fonden om udvikling af projektorienteret læring i alle fag. Det betyder, at Signaturskolen afdeling Kvaglund bliver særskilt tilgodeset.
På samme måde blev der i budgettet øremærket økonomiske ressourcer til Cosmosskolen afdeling Bakke for at udvikle en ny profil for afdelingen. Derfor har Børn & Familieudvalget valgt at undtage de to afdelinger ved fordelingen af de nye ekstra midler.

"De ekstra ressourcer er vigtige for skolerne, og vi ser frem til, at elever, forældre og medarbejdere kommer til at opleve en endnu bedre skole i hverdagen. Jeg håber, at kommunens økonomi bliver så robust, at vi kan støtte yderligere op om skolerne ved de kommende budgetlægninger. Det fortjener eleverne", siger Diana Mose Olsen.