Fortsæt til indhold

Vil slutte af med medaljer

Arkiv
Arkiv

Den svenske landsholdsspiller, Jenny Alm, forlader Team Esbjerg efter denne sæson. Hun kom i 2015 til klubben fra den svenske mesterklub, IK Sävehof, som hun vandt fire guldmedaljer med og spillede Champions League for. I Esbjerg supplerede hun samlingen ved at være med til at vinde guld i DM-finalen.
"Det var noget helt særligt i forhold til i Sverige at vinde guld på hjemmebane i en fyldt hal i Danmark. Det var stort, og det vil jeg aldrig glemme. Jeg har haft to fantastiske år i klubben, som jeg vil komme til at savne, og jeg har mødt gode mennesker, som vil være mine venner hele livet. Men min kæreste bor i Göteborg, og det er lidt langt væk. Derfor har jeg valgt alligevel at forlade Team Esbjerg. Men inden skal jeg slutte godt af og være med til at vinde medaljer med klubben, siger Jenny Alm, der er 27 år, i en pressemeddelelse.
Sportschef Thomas Hylle ser tilbage på to gode sæsoner med Jenny Alm i truppen og fremhæver hendes store andel i, at Team Esbjerg i fjor for første gang vandt det danske mesterskab. Også cheftræner Lars Frederiksen har godt at sige om svenskerens ophold i Esbjerg.
"Jenny har været med i hele opturen, der kulminerede med DM-finalen og guldet i fjor. Hun har haft en vigtig rolle på holdet, ikke kun som venstre back, men som allround-spiller, der kan dække flere pladser i både forsvar og angreb. Det er en spillertype, som enhver træner gerne vil have," siger Lars Frederiksen.