"Demokratikonferencen overraskede positivt"
De to yngste medlemmer af Haderslev byråd var positivt overraskede over lørdagens demokratikonference
Hvis de skal være helt ærlige, så havde de to yngste medlemmer af Haderslev byråd ikke de store forventninger til kommunens Demokratikonference. Forventningerne var at det blev politikeres snak med andre politikere. Men de to fejl.
"Hvis jeg skal evaluere på Demokratikonferencen, så er der to ting jeg i særdeleshed tog med mig hjem," siger Camilla Eva Jørgensen til Lokalavisen:
"For det første, var det en masse inspiration og for det andet, så var det med den klare opfattelse af at det er noget, der bør gøres igen. Der var knap 200 deltagere og selvom mange var politikere og medlemmer af politiske partier, så var der også rigtig mange andre, der bare gerne ville være med til udvikle Haderslev. Der var plads til at stille hinanden kritiske spørgsmål og plads til at grine sammen bagefter."
Hendes positive ord deles af byrådskollega Rune Højer (S):
"Lad mig være helt ærlig: Jeg frygtede virkelig, at Demokratikonferencen ville blive til en debat af politikere, for politikere og til glæde for politikere. Men jeg blev heldigvis positivt overrasket. For der var rigeligt med mennesker, der gerne ville deltage i debatten – også nok til, at vi kunne være blevet ved i flere timer end planlagt," siger han.
Mange debatter
"Jeg deltog i debatten ”New kids on the blok”, hvor vi debatterede lokal deltagelse i demokratiet. Og det var der. Her startede jeg i panelet, hvorefter de øvrige deltagere skulle ”tage vores plads” for at bidrage til debatten," fortsætter Camilla:
"De var simpelthen så aktive, så det nogle gange var svært at få et ord indført. Det var meget positivt og det var gavnligt for mig, at høre hvad folk havde at sige om Haderslev og om vores arbejde i byrådet. Det var rigtig inspirerende, at høre folks holdninger og forslag til hvordan vi kan gøre Haderslev endnu bedre. Det vil jeg rigtig gerne sige jer tak for. Så vil jeg også gerne sige tak til mine byrådskollegaer for en god debat om at gøre Haderslev til et endnu bedre sted at være - på tværs af holdninger, politiske skælv og baggrund. Selvom vi til dagligt kan være uenige, så vil vi alle sammen Haderslev det bedste. Det arbejde er jeg stolt af at være med til og efter lørdagens Demokratikonference har jeg endnu flere idéer til fremtidens Haderslev," siger hun.
Vi skal tænke anderledes
"Debatten blev livlig af de mange forskellige meninger, og den efterlod mig med et klart indtryk af, at der skal tænkes radikalt anderledes, hvis vores lokale demokrati skal være tilgængeligt for alle. Vi bliver blandt andet nødt til at gøre de politiske dagsordner, og generelt set alt hvad der kan give indsigt i det politiske arbejde, lettere at forstå, så alle der har lyst, kan læse om, hvilke sager politikerne behandler, uden at de behøver at have en doktorgrad i jura og statskundskab, for at forstå hvad der står i papirerne," siger Rune og fortsætter:
"Jeg bed desuden også mærke i, at det i debatten stod meget tydeligt, at vi simpelthen bliver nødt til at gøre en ekstraordinær indsats, for at få flere unge til at engagere sig og deltage i det lokale demokrati. For det kan godt nok svært at få størstedelen af unge til at engagere sig i demokratiet – og jeg bebrejder dem ikke. For langt størstedelen af den demokratiske proces virker i dag så gammeldags, støvet og kedelig. Det skal vi have gjort noget ved. Omgående!" siger han og slutter:
"Konferencen efterlod os dermed noget at arbejde med. Muligheder for forbedringer. Derfor bør det også være en forpligtigelse, at kommunens udsendte nu sætter sig sammen, og kommer med et oplæg til, hvordan vi kan bruge alle de gode inputs, idéer og kommentarer til at sikre, at vores lokale demokrati bliver styrket – og gerne i en sådan grad, at der til næste demokratikonference kommer endnu flere deltagere end i år!"