Nu slipper du for turen gennem IKEA
Fremover kan du bestille online og hente dine varer ved varehusets dør
Nogle elsker at trawle gennem IKEA, mærke på hver en pude og toiletbørste og slutte af med en omgang kødboller i cafeteriet. Andre får røde knopper ved tanken om endnu en tur i de lange labyrinter af byg-selv-møbler.
Hvis du tilhører den sidste gruppe, kan du nu ånde lettet op. Fra 9. februar kan man nemlig bestille sine varer på nettet og samme dag hente dem ved døren. Derved slipper man for turen gennem varehuset, oplyser den svenske møbelgigant i en pressemeddelelse.
"Vores kunder har efterspurgt muligheden for at betale deres varer på nettet og hente dem i varehusene. Derfor er vi glade for nu at kunne tilbyde denne service med konceptet ”Klik & Hent”, siger varehuschef Namik Catkafa.
Den nye service koster fra 49 kr. til 199 kr. afhængigt af, hvor mange varer man bestiller. Beløbet dækker den tid, medarbejderne bruger på at finde varerne og gøre dem klar til afhentning.
Hvis ordningen i Odense bliver en succes, skal den udbredes til flere af landets IKEA varehuse i løbet af 2017.