Trio d’or hylder Niels W. Gade i Nicolai Scene
2017 er 200-året for komponisten Niels W. Gades fødsel. I den anledning kommer Trio d’or og spiller en koncert, der er viet til komponisten, i Nicolai Scene
Koncertåret i Nicolai Scene åbner d. 9. februar kl. 19.30 med den unge klavertrio Trio d'or, der i forbindelse med Niels W. Gade 200 års fødselsdag spiller en koncert, der cirkler om Gade og hans venner.
Trio d'or blev dannet i København i 2014 og består af Daniel Lyngstad (violin), Theodor Lyngstad (cello), og Cæcilie Tagmose (klaver).
Brødrene Lyngstad har spillet sammen siden de begyndte at spille på kulturskolen i Trondheim, og har dyrket kammermusikken igennem hele deres musikalske uddannelse og karriere. Siden 2014 har de spillet sammen med den danske klaversolist og kammermusiker Cæcilie Tagmose, der gæstede Nicolai Scene i oktober 2016.
Trioen har haft regelmæssig undervisning hos professor Tim Frederiksen ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Til koncerten i Nicolai Scenen vil de spille en koncert, der er viet til den danske komponist Niels W. Gadeog hans centrale rolle i det skandinaviske musikliv.
Gades klavertrio, op. 42 udgør koncertens hovedværk. Heromkring har Trio d'or sammensat et program med musik af Gades nære ven og kollega, Robert Schumann samt Edvard Griegs klavertrio Andante con moto.
Trio d'or vil med denne jubilæumskoncert belyse Gades specielle betydning igennem musikkens smukke og vitale kvaliteter.
Billetter kan købes på nicolai.kolding.dk