Pårørende er ikke brokkehoveder
Det er ikke kun de pårørende, der har påpeget, at der er potentiale for forbedringer i de kommunale bofællesskaber i Hvidovre Kommune. Det er også Socialtilsyn Hovedstaden, der fører tilsyn med bofællesskaberne. Og nu er det så også Hvidovre Kommune selv, der gerne vil gøre noget ved strukturen og organiseringen i bofællesskaberne. Og det bør man huske, så man ikke falder i den fælde, hvor man tror, at de pårørende som udgangspunkt bare er nogle kritiske brokkehoveder. De pårørende er i nogle tilfælde værger for og i tilgift ofte direkte førstehåndsvidner til, hvordan deres nære familiemedlemmer har det og bliver behandlet i deres bofællesskab. De ved en hel del om deres familiemedlemmers velbefindende - eller mangel på. Jeg siger ikke, at beboerne i bofællesskaberne bliver behandlet dårligt, men de mange klager og ikke mindst den førnævnte rapport peger klart på, at der er nogle områder, hvor det kan gøres bedre. F.eks. at nogle beboere ikke kunne få den hjemmehjælp, de i følge loven havde krav på. En anden ting, der kunne være godt at sætte fokus på er, at der er personale til stede i bofællesskaberne hele dagen, så der rent faktisk er tale om et bofællesskab med mulighed for socialt samvær med pædagogisk støtte og hjælp. Måske man kunne kigge udenbys og lade sig inspirere af andre botilbud, der er velfungerende.