Stor havørred blev sprættet op foran børnene
"Er den stadigvæk levende?", "ad, det er klamt", "ej, hvor det lugter."
Udtrykkene var mange og interessen var stor, da Fiskeri- og Søfartsmuseet i dag afholdt fiskedissektion for børn.
Her blev en stor femårig havørred sprættet op foran det unge publikum, som med åben mund og store øjne kunne se de forskellige organer, som gemmer sig inde i fiskene. Samtidig stod studiemedhjælpere klar til at forklare de spørgende børn, hvad de forkskellige dele på fisken var.
En af de meget interesserede børn, der var med ved seancen, var 11-årig Christian. Han havde aldrig oplevet sådan noget før, men var bestemt begejstret for det, han så.
"Det er fedt og meget interessant," fortalte han.
Efter fisken var blevet sprættet op, fik børnene lov til at røre ved den.
"Den er meget slimet, men dens tænder er godt nok skarpe," lød det fra Christian, som havde modet til at røre ved den store fisk.
Museet afholder fiskedissektionerne som en del af et tema, der skal gøre børnene klogere på fiskene, og samtidig lære dem om ligheder og forskelle på mennesker og fisk.