Efter Györ-galla fortsætter kampen om vigtige point
Hverdagen kalder efter den i mange henseender fine præstation mod verdensstjernerne fra Györ, når Team Esbjerg tager imod et af holdene fra den tunge ende af Primo Tours Ligaen, Ringkøbing Håndbold, onsdag aften.
"Mod Györ tog vi et skridt i den rigtige retning og fik troen på, at vi faktisk godt kan spille håndbold. Vi præsterede et forholdsvis godt forsvarsspil og giftige kontraløb, og returløbet, som vi ellers har døjet med, løftede sig også. Med det spil har vi gode muligheder mod Ringkøbing, selv om holdet møder med selvtillid efter sejre over Nykøbing F. og Team Tvis Holstebro i det nye år. Nu skal vi vise, at vi kan være stabile," siger Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen, i en pressemeddelelse.
Ringkøbing er et hold af danske spillere tilsat den stærke svenske målvogter, Emma Friberg, og særligt i bagkæden byder mange sig til. På gode dage kan vestjyderne være en ubehagelig modstander, som da de slog det mandskab, der senest slog Team Esbjerg i den hjemlige liga i Blue Water Dokken, Nykøbing F. Håndbold, med 33-28 for godt en måned siden.
"Vi havde god opbakning fra publikum mod Györ og håber naturligvis, at tilskuerne vil komme igen og hjælpe os på vej mod to vigtige point i ligaen. Vi møder en modstander, der med de seneste sejre har kæmpet sig væk fra den direkte nedrykningsplads og vil kæmpe hårdt for at avancere yderligere," siger Lars Frederiksen.
Målvogter Filippa Idéhn blev scannet for sin knæskade mandag, og både hun og klubben afventer resultatet af undersøgelsen. Imens undersøger Team Esbjerg mulighederne for at tilføre en erstatning, mens hun er ukampdygtig.