Esbjergs elevrådsformænd var på Christiansborg
Alle elevrådsformænd fra Esbjergs folkeskoler lagde torsdag og fredag i sidste uge vejen forbi Christiansborg, hvor de besøgte det lokale Folketingsmedlem for Venstre Anni Matthiesen og deltog i valgfesten i forbindelse med Skolevalget.
Ved Skolevalget deltog 63.000 elever fra 8., 9. og 10. klasse. Kulminationen oven på rigtig mange debatter og selve valget på landets skoler var så valgfesten på Christiansborg, hvor resultaterne løbende tikkede ind torsdag aften, som vi også kender det fra almindelige Folketingsvalg.
På den måde sammensatte eleverne i de danske skoler deres udgave af Folketinget. 55,3 procent af de unge stemte på partierne i blå blok, mens 44,7 procent stemte på partierne i rød blok. Dagen efter valget mødtes elevrådsformændene med Anni Matthiesen i Venstres gruppeværelse, hvor de fik indsigt i det daglige politiske arbejde på Christiansborg. På forhånd havde eleverne forberedt spørgsmål til Anni, og de gik i høj grad på den nye folkeskolereform og inklusion.
"Det var en fornøjelse at mødes med de engagerede elever fra Esbjerg og omegn, som var meget spørgelystne. De kom også med betragtninger og pointer, som jeg uden tvivl kan tage med mig videre i mit politiske arbejde. Derudover var det glædeligt at høre om, hvor meget de unge fra Esbjerg havde fået ud af at deltage i skolevalget og valgfesten på Christianborg," siger børne- og undervisningsordfører for Venstre Anni Matthiesen i en pressemeddelelse.