Fortsæt til indhold

Politi vil stoppe uopmærksomme bilister

I januar 2017 har flere end 3.400 trafikanter fået en bøde for at bruge håndholdt mobil, mens de kørte i trafikken, viser nye tal fra Rigspolitiet. I uge 8 gennemfører politiet en landsdækkende kontrol af uopmærksomme bilister

Arkiv
Arkiv

En bilist kører ud af vejen slingrer fra side til side. Det viser sig, at føreren sidder og roder med sin mobil, mens han har foden på speederen og kører 80 km/t.
Det syn møder politiet alt for ofte, når de laver færdselskontrol. Nye tal fra Rigspolitiet viser, at alene i januar måned har politikredsene delt 3.433 bøder ud til trafikanter (biler, varevogne, lastbiler, busser, scootere og cyklister), der brugte deres håndholdte mobil, mens de kørte i trafikken.
- Der er uopmærksomhed involveret i omkring hvert tredje trafikdrab på vejene. Derfor er det vigtigt, at trafikanterne har fokus på trafikken, når de kører på vejene. Alt for ofte stopper vi folk, der roder med mobil, papirer eller noget helt tredje, mens de kører. Det fjerner fokus og øger risikoen for alvorlige ulykker, siger Erik Terp Jensen, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
354 har mistet livet

I de seneste uger har en landsdækkende kampagne fra Rådet for Sikker Trafik, Forsikring & Pension samt landets kommuner mindet trafikanterne om, at når de sidder bag rattet, så skal de holde fokus på trafikken.
Set over fem år har 354 mennesker mistet livet i trafikken i ulykker, hvor de selv eller andre har været uopmærksomme. Dertil kommer en masse tilskadekomne personer, som ikke er opgjort.
Det er på den baggrund, at den landsdækkende kampagne ”Kør bil, når du kører bil” vil have flere til at koncentrere sig, når de kører ude i trafikken.
Så langt kører du i blinde

Hvis du kigger på din mobil i fire sekunder, så har du kørt så langt i blinde:

  • 50 km/t.: 56 meter.
  • 80 km/t: 89 meter.
  • 110 km/t: 122 meter.