Kristoffer Hari klar til EM på 60m i hans første start
Klubkammeraten Festus Asante kun 4/100 sekund fra EM-kravet på 60m
- Jeg havde ikke forventet at løbe så stærkt i dag - og så i første forsøg. Men det har kørt fint til træning på det seneste, så jeg vidste godt, at formen var god, lød det efter finalen fra Kristoffer Hari, der nu mangler beskedne 4/100 sekund i at forbedre den Danske Rekord på 6,65 sekund. Dette suppleres op af en meget tilfreds og forventningsfuld far og træner, Stefan Hari: - At klare EM-kravet i sit første 60 meter løb nogensinde må betragtes som et imponerende resultat, som afspejler, at han vokser med opgaven. Vi ser frem til en meget spændende periode de kommende uger... Festus Asante kom med en nysat personlig rekord på 6,81 sekund, og forbedrede den i det indledende heat med 6,78 sekund, og gav den i finalen et yderligere et tryk nedad til 6,76 sekund, beskedne 4/100 sekund fra EM-kravet. En finale som Kristoffer Hari vandt marginalt med 6,74 sekund. - Festus har rykket sig ganske meget rent styrkemæssigt denne sæson, og både teknisk og fysisk er der mere at komme efter, sagde Festus Asantes træner Steffen Jørgensen, og lægger dermed i lighed med Stefan Hari op til at der kan ske yderligere forbedringer. Den kommende weekend afvikles der Landskamp i finske Tampere, hvor de to hurtige Hvidovredrenge ligner sikre deltagere. Sikken en oplevelse der venter, da der kun er 0,1 sekund mellem de 8 hurtigste 60 meter løbere i Norden, hvor Kristoffer Hari topper ranglisten og Festus Asante ligger nummer 6. Der er således lagt op til et super tæt opgør, som forhåbentlig kan være med til at sikre det helt unikke, at Festus Asante også klarer EM-kravet, og der kommer to Hvidovreatleter med til det samme internationale mesterskab i den samme øvelse. - Det er en helt unik situation vi har lige nu, og vi krydser i den grad vores fingre for, at der er mere i dem begge to! Og med det meget tidligere tidspunkt på sæsonen, så er der bestemt ikke grund til at tro andet. Det vil være helt surrealistisk, hvis de begge to kvalificerer sig, siger Michael Bruun Jepsen, sportschef i Hvidovre Atletik & Motion, og fortsætter: - Kristoffer er lige nu nummer 22 i Europa, men der er kun 10/100 sekund op til den 3. hurtigste, så der tegner sig nogle rigtig spændende perspektiver, hvis Kristoffer og Festus kan stå på startstregen til EM i absolut topform...