Fortsæt til indhold

'Histotoriet' og Jernbanemuseet klar med leg

Uge 7 nærmer sig - her er to ideer til, hvad I kan bruge feriedagene på

Arkiv
Arkiv

Møntergården, Odenses kulturhistoriske museum, indleder lørdag 11. februar vinterferien med åbningen af HISTOTORIET, som er et nyt, finurligt og lærerigt museum for børn i alderen 4-11 år. I forbindelse med åbningen har Møntergården allieret sig med pianisten Sigurd Barrett, som kommer og skyder festen igang med sit helt nye show om Danmarkshistorien.
Som en del af den store åbning byder Møntergården på kæmpe arkæolog-kage til de første 400 gæster, ligesom der vil være gratis kaffe eller saft, en gigantisk sløjfe og spændende aktiviteter hele dagen.

Bliv eksperter i fortiden

På selve åbningsdagen og gennem hele vinterferien vil de besøgende børn have mulighed for at gå på opdagelse i det nye museum. De vil blandt andet have mulighed for at hjælpe Historikeren, Arkæologen og Konservatoren, som tilsammen går under navnet HAK, med at undersøge alverdens ting og sager i laboratoriet.
I laboratoriet kan børnene deltage i tre forskellige workshops, som hjælper dem med at blive arkæologiske eksperter i knogler fra middelalderen, undersøge oldtidssager som konservatoren og fordybe sig i historikerens gamle bøger og billeder. Inden de går hjem, vil børnene modtage et diplom som bevis for, at de har gennemført de forskellige workshops.
Det nye børnemuseum er støttet af Arbejdsmarkedets Feriefond, Nordea-fonden og Odense Kommune og der vil være gratis entré for børn.

Leg og byg på Danmarks Jernbanemuseum

Har du et barn, der elsker at lege med duplo og brioklodser, så har Danmarks Jernbanemuseum det perfekte tilbud til dig i vinterferien. Her åbner museet nemlig dørene til to uger med leg i lange baner, hvor det bagerste område af museet bliver ombygget til en stor legeplads, hvor børn kan slippe fantasien fri.
I vinterferien vil der ligeledes være en hyggelig og lærerig opgave, hvor et damplokomotiv sidder fast i sneen. Her skal børnene og deres forældre forsøge at få lokomotivet fri af en snedrive.
Traditionen tro vil Danmarks Jernbanemuseums populære minitog køre alle dage i vinterferien og børnene kan benytte det så ofte, som de har lyst til.
Børnene har også mulighed for at besøge børnebanegården, som er en banegård bygget i børnestørrelse med inspiration fra Odense Banegård efter 2. verdenskrig. Her er det muligt at lege lokomotivfører, sælge billetter, bemande kommandoposter og rejse til fjerne steder.
Danmarks Jernbanemuseum holder åben fra 11.-26. februar klokken 10-16.
(snj)