Fire Odense-skoler igen klar med forløb for nørder
På onsdag lyder startskuddet til Scienceakademiet 2017, hvor elever dyrker deres fælles interesse for naturvidenskaben
Sidste år lancerende Odense Studentereksamen – samarbejdet mellem Odense Katedralskole, Mulernes Legatskole, Tornbjerg Gymnasium og Sct. Knuds Gymnasium – for første gang et akademi for elever med særlig interesse og talent for naturvidenskaben.
Skolerne satser igen i år på succes, når de på onsdag starter et nyt Scienceakademi op.
På sidste års Scienceakademi lærte eleverne at bygge og programmere robotter, så de kunne samle legoklodser op.
Dette års akademi får en mere teoretisk karakter, når eleverne skal diskutere, hvilken rolle videnskaben spiller i sammenhænge som blandt andet religion, politik, forskning og etik. Akademiet er stablet på benene i samarbejde med Syddansk Universitetet i Odense, som akademieleverne også skal besøge for blandt andet at blive klogere på forskellen mellem Grundforskning og Applied Science.
Elever fra samtlige af Odense Studentereksamens fire gymnasieskoler deltager.
Gymnasielærerne Rasmus Thoft Pedersen og Jan Kirkegaard, begge fra Mulernes Legatskole, er tovholdere på projektet.
”Jeg glæder mig til at se eleverne reflektere over og erfare, at Science spiller en betydelig rolle i mange flere sammenhænge, end mange måske er klar over,” siger Rasmus Thoft Pedersen om sine forventninger til akademiet.
(emhe)