Jesper Jørgensen flyves hjem til operation
EfB-midtbanespilleren Jesper Jørgensen har i et par uger døjet med smerter i det højre knæ, og han må nu flyve hjem fra træningslejren, da han onsdag eftermiddag skal gennemgå en kikkertoperation i den udvendige menisk. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
For to uger siden måtte Jesper Jørgensen humpe ud af træningskampen mod Fredericia FF efter et sammenstød, som i de efterfølgende dage gav problemer med det højre knæ. En scanning viste en revne i menisken, og nu har undersøgelser vist, at en operation i det højre knæ er nødvendig.
"Genoptræningen er forløbet fint, men når han har været presset på banen, har knæet reageret. Efter lidt test hernede har vi nu fundet, at det ikke kan klares uden operation," siger EfB’s fysioterapeut Søren Møller Kristensen, der forventer, at Jesper Jørgensen efter operationen vil være ude i seks til otte uger.
Jesper Jørgensen flyves hjem fra træningslejren i Spanien tirsdag morgen for at gennemgå operationen onsdag. Operationen foretages af dr. med. Uffe Jørgensen på Quattro Clinik i Fredericia.