Fortsæt til indhold

Tæt på gedigen overraskelse

HBC snublende tæt på at besejre topholdet Solrød men blev slået ud af sygdom

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

For en gangs skyld var det spillende træner Rune Ulsing, der måtte strække ketcher, da han tabte 3. og afgørende sæt efter at have ført 17-12. En hjemmesejr ville have betydet, at HBC havde taget 2 point med i nedrykningsspillet. Nu blev det bare til et enkelt, hvilket i sig selv var en positiv overraskelse. - Vi var så tæt på at vinde, men jeg havde en dag, hvor jeg ikke kunne finde overskud og ekstra energi, forklarede Rune Ulsing efter kampen. - Siden fredag havde jeg ikke kunnet holde noget i mig, så jeg mødte op uden den bedste forberedelse. Jeg kunne ikke finde det tempo, jeg normalt spiller i, og energien var bare væk. Selvom jeg førte 17-12 i 3. sæt lod jeg min modstander få point alt for let. Jeg kunne ikke finde fokus, og så blev det hele bare alt for løst. Ros til min modstander for at udnytte min synlige svagheder, men på en almindelig dag, vil jeg på hjemmebane vinde 8 ud af 10 kampe mod Solrødspilleren... - Om selve holdkampen gik vi ud og spillede vores chance. Vi gik ikke bare ud for at slå nogle bolde tilbage. Vi gik ud for at vinde nogle point, og det lykkedes, selvom det blot blev til et enkelt af slagsen. Vi vidste, at vi i nogle kampe ville være overmatchede, og sådan er det. Men de kampe, hvor vi havde chancer, gik vi efter sejren. Det var flot og en indstilling, som vi kan tage med os til de kommende tre sidste kampe. Vi er favorit til at rykke ud, men vinder vi de tre sidste, kan vi klare frisag... - Vi får en mindre kamppause og spiller igen tirsdag den 14. marts hjemme i HBC hallen kl. 19 mod Værløse.