Lokale socialdemokrater mødes i byretten
3-dages retsmøde om manglende partiskat og opstillingsproceduren i Hvidovre
Som bekendt fremførte partiafdelingen i Dansborg en klage over, at adskillige af partiets kommunalbestyrelsesmedlemmer ikke havde betalt den lovmæssige partiskat rettidigt, hvilket skulle stride imod partiets love og kontingentpraksis, og dermed diskvalificere dem fra opstilling på kandidatlisten. Da Dansborg afdelingen blev afvist hos partikontoret og i hovedbestyrelsen, og enkelte medlemmer tilmed blev ekskluderet, ankede man sagen til civilretten: - Partiforeningen Dansborg mod Socialdemokraternes Hvidovre Kreds.
Stort A-fremmøde
I Glostrup Ret skal sagen nu behandles over tre dage, den 1. 2. og 3. marts, hvor ikke færre end fem kommunalbestyrelsesmedlemmer, med borgmester Helle Adelborg i spidsen, er indkaldt, og skal forklare sig. De øvrige er Kenneth Christensen, Bente Viola Holm, Finn Gerdes og Ømer Kuscu, samt den tidligere kredsformand Jesper Hesselholdt og den nuværende Kim Helmersen. Som sagsøger er den nuværende Dansborg-formand Merete Norre, ligesom de tidligere formænd Ebbe Bay og Per Brixum, samt partimedlem Nicolaj Kampmann, Leif Less Nielsen, Susanne Brixum og tidligere bestyrelsesmedlem Hans Jørgen Lundbye er indkaldt. Også partikontorets tidligere spidser, partisekretær Lars Midtiby og vicepartisekretær Finn Stubtoft, samt hovedbestyrelsesmedlem Jan Anker, skal forklare sig vedrørende partiskat og kontingentpraksis.