Fortsæt til indhold

Drop nedskæring på TEC i Hvidovre

- og NEXT Glostrup, skriver Radikale Venstres SOFIE CARSTEN NIELSEN:

Arkiv
Med venlig hilsen Sofie Carsten Nielsen, MF, Radikale Venstre, opstillet i Københavns Omegns Storkreds.

Uddannelsesinstitutioner på Vestegnen løfter en enorm opgave. I disse år får historisk mange adgang til de håndværk, viden, refleksion og indsigt, som uddannelse er genvejen til. Desværre er succesen truet. På landsplan skal erhvervsuddannelserne spare ca. 2.5 mia. kr. frem mod 2020. Uddannelserne på vestegnen skal som alle andre steder skære 10 % i deres budgetter. Besparelserne kommer til at medføre lærerfyringer, dårligere faciliteter og færre timer. Jeg frygter for konsekvenserne. Jeg vil investere massivt i Omegnens børn og unge. Samtlige besparelser på alt fra vuggestuerne til folkeskolerne og erhvervsuddannelserne skal annulleres. Og flere penge skal tilføres. Det koster naturligvis. Derfor foreslår Radikale Venstre en generationsgave. Vi der kan, skal blive et år længere på arbejdsmarkedet. Til gengæld skal dem, der er nedslidte kunne trække sig tidligere tilbage end i dag. Og på bedre vilkår. Og mere fleksible vilkår. Samtidig kan vi investere i uddannelse. Radikale Venstre er Danmarks uddannelsesparti. Uddannelse i alle former er svaret på fremtidens udfordringer og nøglen til at opnå de enorme muligheder, som den byder på. Og erhvervsuddannelserne er helt afgørende her. Vi skal følge ambitionerne til dørs og sikre, at de også bliver uddannelser der er attraktive for alle unge. Og som forældrene får øje på. Det kræver ressourcer. Det vigtige er at vi mødes gennem uddannelse. Uanset hvor du kommer fra. Om du er rig eller fattig. Høj eller lav. Fra et hjem med mange bøger eller et hjem med ingen bøger. Dette er særligt vigtigt i Københavns Omegn, hvor forskellen på de enkelte kommuner er stor. Jeg ønsker mere sammenhold og forståelse på tværs af Omegnens kommuner. Her er uddannelse svaret. Derfor vil jeg investere massivt i uddannelse. Drop uddannelsesnedskæringerne!