Partier inviterer til gratis klimafilm
En række partier inviterer til gratis forevisning af den klimaoptimistiske film “I morgen” og en efterfølgende samtale i Det Grønne Hus. Dørene til Køge Biograf åbner 5. februar kl. 11.30.
"Den livsstil, vi har i Køge, i Danmark og i den vestlige verden er ikke bæredygtig. Skal vores børn og børnebørn have livsbetingelser der er lige så gode som det vi oplever, skal vi inden for de næste få årtier fuldstændig ændre vores måde at leve på. Jorden opvarmes pga. det store forbrug af fossile brændstoffer, og mange dyre- og plantearter er forsvundet. Eksempler på at situationen er så alvorlig, at business as usual ikke længere er en mulighed," lyder det om baggrunden for visningen af filmen.
Dette fremtidsscenarie er således baggrunden for, at Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Alternativet, Radikale og Demokratilisten i Køge er gået sammen om at vise filmen "I morgen" i Køge Bio.
Filmen handler om bæredygtig omstilling. Men hvor de fleste andre dokumentarer udpensler problemernes årsager og opstiller gruopvækkende fremtidsscenarier med klimatisk ragnarok og kamp om klodens sidste ressourcer, så anlægger I MORGEN en anden tilgang. Filmholdet pakker kufferterne og rejser ud i verden for at finde inspiration til, hvordan kursen kan lægges om. De møder mennesker, som gør en konkret indsats i deres eget liv og der, hvor de bor. Det fører dem på en rejse til bl.a. USA, England, Island, Indien og København. Filmen viser, at hvis vi gør noget nu, kan vi vende bøtten, før det er for sent.
"Ideen med filmvisningen er at vi inspireres til at udvikle vores forestillinger om nye og bæredygtige livsformer med lav miljøbelastning, høj livskvalitet og et levende demokrati. Efter filmen og frem til kl. 16 er der kaffe-kage-samtale i Det Grønne Hus om hvad er det for udfordringer – og positive muligheder – vi står med som borgere, lokalsamfund og kommune, i forhold til at omstille Køge til en bæredygtig kommune," lyder det fra initiativtagerne.
Alle er velkomne. Billetter kan findes på www.billetto.dk/i-morgen og www.billetto.dk/kaffekagesamtale.