Marianne Bonde vender tilbage til håndbolden
Efter to års fravær vender Marianne Bonde nu tilbage til håndbold på højeste niveau, hvor hun skal hjælpe Odense Håndbold i den resterende del af forårssæsonen.
Odense Håndbold har problemer med bredden i truppen, hvor man for tiden må undvære blandt andre Susan Thorsgaard og Susanne Madsen, der begge er på barsel.
"Vi er glade for, at Marianne har sagt ja til at hjælpe os sæsonen ud. Hun er en spiller med stor erfaring og rutine, som vi helt sikkert kan drage nytte af i truppen. Godt nok har hun ikke spillet håndbold på topniveau i en længere periode, men den erfaring hun medbringer, er vigtig for os i nuværende situation," forklarer cheftræner, Jan Pytlick, i en pressemeddelelse.
Marianne Bonde har gennem sin lange karriere repræsenteret blandt andre GOG, Slagelse og København, og har været til OL i London for det danske landshold. Hun glæder sig til at smøre harpiks på fingrene igen:
”Jeg glæder mig meget til at træne med pigerne og mærke fællesskabet igen, det har jeg savnet. Og så mærke det kick, det giver at spille håndbold. Jeg håber på, at kunne bidrage med noget positivt til truppen og så ikke sætte mine forventninger for højt, men tage det én træning ad gangen, jeg har trods alt været ude i en lang periode og skal lige spille mig varm igen," siger hun i pressemeddelelsen.
Marianne Bonde tiltræder truppen i dag, hvor Odense Håndbold tager imod FC Midtjylland.
(jdr)