Fortsæt til indhold

SønderjyskE i vestjysk stormvejr

Efter en halvleg med gæsterne i teeten, tog Esbjerg over og blæste SønderjyskE omkuld

Arkiv
Peter Rasmussen

Det blev langt fra den start på forårets superligasæson, som SønderjyskE kunne ønske sig. Det satte et velspillende Esbjerg-hold en stopper for.
Lidt tællen på fingrene tilsiger at SønderjyskE får brug for en håndfuld point i de resterende grundspilskampe, for at holde fast i den eftertragtede placering i top seks. Og der lå tre point og fristede på Blue Water Arena fredag aften.
Hele første halvleg var det kun sønderjydernes manglende træfsikkerhed, som afholdt gæsterne fra at score. Lidt mere bid i især Uhre og Mitrovic ville sandsynligvis havde givet kampen et ganske andet udfald. Men der var for lidt bid i afslutningerne.
Efter pausen kom der til gengæld fart i Esbjergholdet, som er udskiftet på så mange pladser at spillerne næppe kan huske hinandens navne. Da Robin Söder fik åbnet scoringen forløste det vestjyderne og så blev SønderjyskE blæst omkuld. Den vestjyske 3-0 var fortjent. Der skal andre kager på det sønderjyske bord hvis pladsen i top seks skal forsvares når Brøndby kommer til Haderslev i næste runde.

Bekymrede miner på SønderjyskEs trænerbænk Foto: Christer Holte, Polfoto