Intet ansvarspådragende for andelsboligforeningen
Andelsboligforeningen og formanden pure frifundet i byretten, og den tidl. La Strada-indehaver skal betale sagsomkostningerne
- Efter rettens afgørelse, er der ingen tvivl om, at foreningen ikke på noget tidspunkt har handlet ansvarspådragende, siger den tidligere formand Anita Reingard. - Jeg må indrømme, at det er en dom som jeg er rigtig glad for, - både på foreningens vegne og på egne vegne. Det har været lidt hårdt med alle de totalt grundløse beskyldninger fra La Stradas ejer om, at jeg skulle have chikaneret hende, samt al den personlig negative omtale jeg personligt har fået, bl.a. i Hvidovre Avis.
Kendte til problemet
Om sagen siger Anita Reingard videre: - Dommeren giver jo foreningen ret i, at vi ikke havde skylden for at La Stradas ejer var tvunget til at lukke, - den skyld har hun klaret meget fint selv. Hun har vidst helt fra starten da hun købte La Strada, at der var problemer. Ved købet, skrev hun under på, at hun inden få måneder måtte sørge for at få løst røg- og støjgenerne. Så er det jo lidt betænkeligt, at hun sidder i retten og fortæller dommeren, at hvis hun havde vidst, at der var problemer med røg og støj, så havde hun aldrig købt La Strada. Selvfølgelig vidste hun det. Hun havde blot forventet, at alle andre ville løse problemet og betale for det. Hun forsøgte i 2011, men hun selv sad i bestyrelsen, at få vedtaget, at foreningen skulle betale 60-70.000 for et ventilationsanlæg. Det blev nedstemt, og siden har hun intet ville gøre. - Da Hvidovre Kommune så pålægger hende at få løst problemet, så lukker hun forretningen selvsamme dag, som hun vinder eksklusionssagen i første omgang i Boligretten. Det giver jo ikke nogen mening, før vi så bliver mødt med et fuldstændig forrykt erstatningskrav, som ville løbe op i ca. fire millioner kr. - Lajla Aurbakken har lige fra første færd opført sig som den forfulgte uskyldighed. Hun klandrer den daværende bestyrelse for ikke at ville godkende et nyt ventilationsanlæg. Samtidig skriver hendes advokat, at bestyrelsen ikke er kompetente til at dømme om det er det rigtige stykke arbejde der skal udføres, hvorfor vi kun kunne få et billede af facaden, hvor der var tegnet et rør op over taget. Det er jo latterligt. - Vi har også haft sagen omkring de ulovligt opsatte markiser, som Hvidovre Kommune ved en fejl gav La Strada lov til at sætte op. La Stradas forrige ejer søgte i 2003 om tilladelse til at opsætte markiser og fik en godkendelse fra kommunen dengang. Nu er det sådan, at en byggetilladelse, skal udnyttes inden for et år, ellers bortfalder den og der skal søges på ny. Der blev aldrig opsat markiser og derfor bortfald tilladelsen og der skulle søges på ny. Lajla Aurbakken “glemte” at oplyse kommunen om, at der ikke havde været sat markiser op. Dette forhold rettede kommunen så og de har betalt hende udgiften. Desværre ville kommunen ikke, ligesom den store uheldige byggesag længe ude på Gl. Køge Landevej, betale foreningens udgifter til en advokat. Det kostede foreningen kr. 28.000,00. Vi blev truet med politianmeldelse, hvis vi forsøgte at fjerne markiserne. - Der er så mange ting i denne sag, som nu har kørt i en årrække, som ikke er blevet oplyst. Foreningen har ikke ønsket at hænge La Stradas ejer ud i medierne ved at besvare de grove beskyldninger. Jeg kan kun sige at jeg nu er lettet, og såfremt La Stradas tidligere ejer overvejer at anke dommen, så ville jeg, hvis jeg var hendes advokat, lige læse den klokkeklare frifindelse/afgørelse til fordel for foreningen igennem. Jeg har svært ved at tro, at Landsretten vil omstøde den dom, slutter Anita Reingard.