Fortsæt til indhold

Esbjerg-pige er klar til to sæsoner til for Team Esbjerg

Arkiv
Arkiv

21-årige Maria Mose Vestergaard gik efter mere spilletid i denne sæson og har til overflod fået ønsket opfyldt, også på baggrund af Susanne Kastrups Forslunds graviditet. De mange spilleminutter har givet fløjspilleren mod på mere, og hun har indgået en ny toårig aftale med Team Esbjerg frem til 30. juni 2019. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
"Jeg synes, jeg har været inde i en rigtig god udvikling det seneste år. Jeg håber, at jeg kan fortsætte med at få meget spilletid i de næste to sæsoner, så jeg kan blive en endnu bedre håndboldspiller. Et tilbud om en toårig kontrakt kunne jeg ikke sige nej til," siger Maria Mose Vestergaard i pressemeddelelsen.
Esbjerg-pigen har spillet i klubben hele karrieren og var i efteråret udtaget til en udvidet landsholdstrup til Golden League. En skade tvang hende imidlertid til et afbud.
"Som håndboldspiller synes jeg, at jeg har styrket mit overblik og er blevet bedre til at tage de rigtige chancer. Mit forsvarsspil er fortsat under udvikling og skal blive bedre, så jeg fortsætter crossfit-træningen og mit eget styrketræningsprogram for at blive stærkere," siger Maria Mose Vestergaard.
Cheftræner Lars Frederiksen er fornøjet med, at han også i sine to næste sæsoner i Team Esbjerg har Maria Mose Vestergaard til rådighed.
"Hun er en af vore egne spillere, og det glæder mig meget, at hun har valgt at fortsætte i klubben. Maria har gennemgået en stor udvikling i denne sæson, hvor hun har taget skridtet fra lovende ung spiller til at være en bærende kraft på holdet," siger Lars Frederiksen.
Bestyrelsesformand i Team Esbjerg Bjarne Pedersen er ligeledes meget tilfreds med forlængelsen:
"Vi er som klub stolt af, at vi fortsat kan have Maria på vores hold, og at hun har valgt at fortsætte den gode udvikling i Team Esbjerg," siger Bjarne Pedersen.
Maria Mose Vestergaard læser til markedsføringsøkonom på Erhvervsakademi SydVest ved siden af håndboldspillet på eliteniveau.