Populær købmand stopper
Morten Due Albrektsen var med til at genåbne Spar-butik i Stige, men nu stopper han som daglig leder
I juli lukkede Spar-butikken i Stige grundet konkurs - til stor ærgelse for de lokale borgere og købmanden Morten Due Albrektsen.
Men for cirka to måneder siden genåbnede den populære købmandsbutik, da en ny forening ved navn 'Udvikling Stige' sikrede kapital til projektet.
Morten Due Albrektsen var en af drivkræfterne bag stiftelsen af 'Udvikling Stige', som finansierede genåbningen af Spar-butikken med indtægter fra salg af folkeaktier til enten 400 eller 1000 kroner. Det lykkedes at samle næsten 900.000 kroner ind blandt borgere og virksomheder, som er gået til renovering af butikken og andre ting.
Bestyrelsen i Udvikling Stige valgte at Morten Due Albrektsen skulle fortsætte som daglig leder, men det blev altså kun i omkring to måneder. Det fremgår af et opslag i den offentlige Facebook-gruppe "Stige".
Morten Due Albrektsen forklarer her, hvorfor han og bestyrelsen i Udvikling Stige blev enige om, at det var bedst at stoppe samarbejdet her og nu.
"Bestyrelsen og jeg har i en meget presset opstart slidt på hinanden og haft vores uenigheder. Vi var nået til et punkt, hvor vi blev nødt til at trække en streg og planlægge fremtiden for SPAR Stige. Vi var desværre endt i en situation, hvor vi ikke kunne blive enige om, hvordan driften skulle varetages fremover, hvorfor vi blev enige om at lave en udskiftning. Det havde jeg fra start af personligt ikke ønsket, men det er helt sikkert det bedste for samfundet i Stige lige nu," skriver Morten Due Albrektsen, der også minder de lokale folk om, at alle fortsat bør bakke op om Spar-butikken.
"Personligt vil jeg huske jer på, at det vigtigste i denne sag er, at der skal være en lokal indkøbsmulighed i Stige. Jeg tror meget på, at det stille og roligt forgrener sig til at kunne samle os alle i Stige," fastslår han.
Simon Stein er indtil videre forfremmet til daglig leder i Spar, oplyser bestyrelsesformand Michael Hørslev Hansen til fyens.dk.
(emhe)