Fortsæt til indhold

Ta’ med Tidsmaskinen Thorsvang

Billetsalget foregår på mandag den 3. april i Medborgersalen

Arkiv
Arkiv

Nostalgi i metermål

1.400 pensionister får mulighed for at tage med på en dejlig tur med god mad og socialt samvær når pensionistskovturene i år går til Thorsvang Samlermuseum i udkanten af Stege by. Samlermuseet giver en overbevisende mulighed for et nostalgisk gensyn med alskens ting og sager. Den helt fantastiske samling rummer gensyn for enhver smag, når man som gæst besøger de mange fine gamle butikker, eksempelvis manufakturhandleren, fotohandleren, frisøren, legetøjsbutikken, den store stelsamling eller tager et kig ind i det gamle klasselokale med skrivepulte på rækker. Der er mange flotte butikker bygget op, og masser af frivillige ildsjæle der kan fortælle gode historier om butikkerne og deres indhold. Er man mere til ”håndens arbejde” kan en tur over i laden med de mange værksteder sikkert friste, her findes blandt andet et karetmagerværksted, en smedje og endda også en fascinerende samling af flotte gamle automobiler, inklusiv dele af Nimbus Pedersens gamle automobilværksted. Mulighederne er mange på Thorsvang Samlermuseum, også udendørs er der nostalgiske attraktioner, eksempelvis små kolonihavehuse og flotte gamle tivoli luftgynger, som er det første man som gæst ser, når man ankommer til stedet. Der er lagt op til nogle hyggelige maj eftermiddage med masser af indtryk på nostalgi fronten udtaler konsulent Betina Engelhardt Rasmussen, der sammen med Ældrerådet og Det Frivillige Ældrearbejde håber på stor tilslutning til årets udflugter.

Thorsvang rummer gensyn for enhver smag, når man som gæst besøger de mange fine gamle butikker.

Årets menu

Skovtursmenuen på Thorsvang Samlermuseum står i år på flæskesteg med sprød svær, kartofler, franske chips, ribsgele, hjemmelavet agurkesalat og brun sauce. Til dessert er der traditionel ris ala mande. Der er som sædvanligt også en genstand efter eget valg med i prisen. Efter pausen serveres der kaffe og Thorsvang hjemmelavet lagkage. Der vil som sædvanlig være hyggemusik under spisningen og efter middagen bliver der mulighed for at gå på opdagelse i det spændende samlermuseum eller tage en sving om når skovturenes faste “husorkester” spiller op til dans. Der er afgang fra Hvidovre kl. 9.15 på udflugtsdagen. Arrangementet på kroen slutter ca. kl. 15.30 og derefter køres der hjemad. Vi forventer at være tilbage i Hvidovre ca. kl. 17.00.

Billetsalget foregår i Medborgersalen fra på mandag den 3. april.

Udflugtsdatoer

Sommerudflugterne køres i år på følgende otte dage: Tirsdag den 2. maj Mandag den 8. maj Tirsdag den 9. maj Mandag den 15. maj Torsdag den 18. maj Mandag den 22. maj Onsdag den 31. maj Fredag den 2. juni Der vil på udvalgte afgange være særlige busser med for bevægelseshæmmede gæster. Prisen for at deltage er 200 kr. pr. person og målgruppen er folke- og førtidspensionister med fast bopæl i Hvidovre Kommune. Der er bindende tilmelding, hvilket betyder at der ikke ombyttes billetter eller returneres penge for ubrugte billetter.

jk

Billetsalg i Medborgersalen i år med Mobile Pay

Billetsalget foregår fra Medborgersalen mandag den 3. april 2017 kl. 10-13. Dørene åbnes kl. 9.00 og selve billetsalget starter kl. 10.00. Der vil igen i år være mulighed for at få en kop varm kaffe i ventetiden. Legitimation skal forevises og man kan kun deltage i én udflugt. Gyldig legitimation er pensionistkortet eller sundhedskortet (det gule sygesikringskort). Der kan maks. købes fire billetter pr. person og der skal kunne fremvises gyldig legitimation for alle fire billetter. I år kan man betale med mobilepay, så husk mobiltelefonen hvis du er mobilepay bruger.

Tlf. billetsalg kun for bevægelseshæmmede

Det Frivillige Ældrearbejde og Ældrerådet sidder igen i år klar ved tlf. billetsalget for bevægelseshæmmede. Det er muligt, at ringe og bestille billet den 7. marts og den 8. marts, begge dage i tidsrummet kl. 10.00-13.00. Der kan bestilles billetter til deltagelse den 9. maj eller den 22. maj på følgende tlf. numre: 61 33 37 08 (Ældrerådet) eller 36 49 69 66 (Det Frivillige Ældrearbejde). Husk dette billetsalg er udelukkende for hjemmeboende borgere med nedsat bevægelse, som har brug for at have rollator, stok mv. med på udflugtsdagen. Betaling af billetter fra dette salg sker enten via girokort, netbank eller mobilepay. Nogle år er alle billetterne solgt den første dag ved billetsalget i Medborgersalen - så kom i god hvis du/I vil være sikker på at komme med på en af turene. Skulle der være restbilletter efter den 3. april kan disse købes i Borgerservice på Rådhuset fra den 4. april slutter konsulent Betina Engelhardt Rasmussen.