Energy udfordrer grundspilsvinderne i Gigantium
Esbjerg Energy kommer på en vanskelig opgave, når vestjyderne fredag klokken 19.30 gæster Aalborg Pirates i Gigantium.
"Selv om vi tabte i overtid til SønderjyskE tirsdag, mener jeg, vi spillede en fornuftig kamp. Og jeg vil gerne give kredit til sønderjyderne, som ligeledes spille en god kamp. Men vi skal fortsat søge at højne niveauet i vort spil," fortæller cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy.
"Der resterer to spillerunder i Metal Ligaens grundspil, og kampen om placeringerne midt i tabellen i grundspillet kan næppe være tættere, så der er stadig vigtige point at spille om og ting, vi skal have på plads inden slutspillet," fortsætter Energy-coachen.
Aalborg Pirates sikrede sig med tirsdagens sejr over Herlev førstepladsen i grundspillet. Kampen om fjerdepladsen i Metal Ligaen er stadig åben. Esbjerg, Herning og Gentofte er henholdsvis nummer 4, 5 og 6 med 70 point. SønderjyskE er nummer 7 med 69 point.
"Efter kampen mod SønderjyskE talte vi med spillerne om, at alle i truppen kunne yde bare en lille smule ekstra. Og at en lille ekstra indsats på denne tid af året ville gøre en forskel. Vi har blandt andet set det hos SønderjyskE på udebane, hvor holdet har sikret vigtige points som i tirsdag. De havde vildskaben i deres spil. Vi spillede også godt, men skal lige finde ”det ekstra gear i vort spil” frem," forklarer Mark Pederson.
Nu venter der så Energy-spillerne grundspillets sidste bustur, inden slutspillet begynder.
"Jamen, du skal præstere både på ude- og hjemmebane på denne årstid," pointerer den 49-årige canadier og fortsætter:
"Og Aalborg er placeret øverst i Metal Ligaen, så det er aldrig let at spille i Gigantium. Vi har tidligere spillet god hockey deroppe, men har desværre formået at smide føringerne væk i Gigantium."
Vestjyderne tabte i oktober 2-1 i Aalborg og måtte ligeledes se sig slået med 4-3 i december. I oktober tabte esbjergenserne 6-2 i Granly Hockey Arena, men formåede i januar at besejre nordjyderne med 3-1 i Esbjerg.
"Så vi skal være klar fra start, mod så godt et mandskab. For det vil kræve fuldt fokus i mindst 60 minutter at sejre deroppe. Vi har haft nogle gode samtaler med 'drengene' i de seneste dage. Gennemsyn af videoer er også en del af forarbejdet, men jeg mener, ”drengene” er tændte. Og så lægger vi skuffelserne bag os, lærer af vore fejl og fortsætter arbejdet, for fortiden kan vi ikke ændre på," slutter Mark Pederson.